
Hvem bliver kåret Årets Idealist 2011?
Det kan du overvære torsdag d. 8. december 2010 kl. 16-18 Husets Café på Huset i Magstræde, Rådhusstræde 13, Kbh K.
Så sæt kryds i kalenderen til en eftermiddag, hvor idealerne sættes i fokus!
Tænketanken Cevea kårer i samarbejde med Huset i Magstræde og analyseinstituttet Interresearch a|s Årets Idealist 2011. I år har vi inviteret 4 fremtrædende personer i danske debat til at indgå i et dommerpanel, der indstiller en nomineret hver til prisen Årets Idealist 2011. Dommerpanelet består af Årets Idealist 2008 og tidligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen, Årets idealist 2010 og direktør for Danner Vibe Klarup Voetmann, chefredaktør for Politiken Bo Lidegaard, næstformand i LO Lizette Risgaard og direktør i Tænketanken Cevea Kristian Weise.
De nominerede til prisen Årets Idealist 2011:
Årets idealist pris 2011 er ikke en ’Lifetime Achievement Award’, men derimod en pris der uddeles til en person, som i indeværende år har markeret sig som årets idealist. Indstillingen finder sted ud fra et eller flere af følgende kriterier:
De nominerede til prisen som Årets Idealist 2011 er:
Forfatter og journalist Carsten Jensen for at have en formidabel evne til at skabe debat, og hans mission er dybest set at forandre virkeligheden. Han minder os om, at vi måske er blevet for tilstrækkelige. At vi går mere op i livsstil og forbrug, end i hvordan vi lever med hinanden og omverden. Han er som en sand idealist en virkelighedsudvider der tør kæmpe selv de måske uvindelige kampe mod vejrmøller. Han tør tage de store idealistiske diskussioner, hvor der stræbes efter det sande, det gode og det skønne.
- Indstillet af Årets Idealist 2008 og tidligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen
Kanalchef på Radio24syv og tidligere vært på Danmarks Radio Mikael Bertelsen for hans dybt seriøse, nyskabende og kompromisløse arbejde med radio- og tv-mediet. Vi opfatter Mikael Bertelsen som en idealist, der investerer sig selv og udfordrer konventionerne, for at kunne fortælle vigtige historier om vores samfund. Med sine live-inspirerede fortællinger og med sine uforudsigelige, skævt underholdende og tankevækkende historier sætter han høje standarder for formidling og for samfundsanalyse.
- Indstillet af Årets Idealist 2010 og direktør for Danner Vibe Klarup Voetmann
Landssekretær for Ungdommens Røde Kors Rasmus Grue Christensen der som idealistisk og praktisk leder af landets største humanitære ungdomsorganisation har demonstreret, at rigtig mange unge er både villige og i stand til at yde en frivillig indsats til fordel for andre unge, der er vanskeligt stillede. Og han har vist, at de kan hjælpe konkret og mærkbart, der hvor det gælder. Derved har Rasmus ydet en hel særlig indsats for idealismen i Danmark.
- Indstillet af chefredaktør på Politiken Bo Lidegaard
Journalist og debattør Lars Olsen gør en stor indsats via sine bøger og foredrag for at sætte fokus på de mennesker, som har det svært i vores samfund. Det er ikke nemt for alle at komme til i en verden, hvor der er store krav til præstationer, og hvor den højtuddannede ”kreative klasse” er den, der ofte ofres mest opmærksomhed på. Han har via sine stærke journalistiske evner, klare og ligetil sprog formået at brede debatten ud om manglende social mobilitet og et snævert fokus på eliteuddannelser mv. – så vi i åben dialog kan diskutere udfordringerne og bane vejen for øget sammenhængskraft.
- Indstillet af næstformand i LO Lizette Risgaard
Folketingspolitiker og politisk ordfører for Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen har på bedste måde vist, hvordan et stærkt idealistisk udgangspunkt kan forenes med opnåelse af markante politiske resultater. Mens de øvrige politikere i valgkampen gik efter de billige pointe, kastede med mudder og fulgte spindoktorernes rådgivning, så formåede Johanne at tale ud fra de idealer, hun mener skal være styrende for indretningen af det danske samfund. Igen og igen slog hun på tromme for de svageste – og udfordrede de andre partier på lige netop det område.
- Indstillet af direktør i Tænketanken Cevea Kristian Weise