
En konference til belysning af den stigende ulighed i Danmark med fokus på en fremadrettet politisk diskussion og konkrete handlingsforslag.
Ulighedens Topmøde er et initiativ af tænketanken Cevea, der består af en årlig tilbagevendende konference det såkaldte topmøde samt en række andre initiativer.
I år fokuserer Ulighedens Topmøde på ulighed i sundhed med titlen "Hvem betaler prisen for ulighed i sundhed?". Den 14. marts samler vi den nyeste viden, de bedste internationale eksempler og de mest erfarne praktikere i bestræbelsen på at finde nye løsninger på ulighed i sundhed. Læs mere om i års konference her.
Initiativet til Ulighedens Topmøde er taget med udgangspunktet i, at Cevea fremover skal opprioritere sit arbejde med ulighed. Projektet skal være tværgående og bredt forankret i vores organisation og med de forskellige aktører, som til dagligt beskæftiger sig med de udfordringer, der opstår med den øgede ulighed. Aktørerne, som Ulighedens Topmøde henvender sig til, er fagbevægelsen, offentlige institutioner, relevante medier, interesseorganisationer samt praktikere specielt i det kommunale og regionale der til dagligt udfører centrale ydelser og møder de mennesker, der specielt rammes af den stigende ulighed.
Ulighedens Topmøde har til formål at sætte fokus på ulighed og social marginalisering i Danmark, der de sidste årtier har været stigende. Derudover vil Cevea med Ulighedens Topmøde skabe en fremadrettet politisk diskussion. Til sidst skal initiativet være løsningsorienteret og lancere konkrete handlemuligheder, der skal mindske den stigende ulighed.
Tænketanken Cevea har taget initiativ til Ulighedens Topmøde, fordi den stigende ulighed i Danmark er med til at skabe økonomiske og sociale konsekvenser for samfundet. Alle betaler prisen for ulighed, og vi må med den stigende ulighed spørge os selv om, hvilke type samfund ønsker vi at leve i.
Vi skal leve i et samfund, hvor det ikke er afgørende, af hvem, hvor eller hvordan du er opvokset. Ligheden i det danske samfund har tidligere været styrken. Det skal det blive igen, og vi skal kunne konkurrere på det internationalt.
Ulighedens Topmøde består først og fremmest af en årlig tilbagevendende konference, der skal samle aktører, der til dagligt beskæftiger sig med de udfordringer og problemer, som den stigende ulighed medfører. Konferencen skal belyse udfordringer ved den stigende ulighed og diskuterer, hvilke løsninger der skal til for at mindske uligheden.
Men Ulighedens Topmøde er ikke bare en konference. Resultaterne fra konferencen skal der arbejdes videre med i en årlig publikation udarbejdet af Cevea i samarbejde med relevante analysepartnere. Cevea arbejder på at udvikle konceptet og vil med Ulighedens Topmøde 2012 lancere flere tiltag koblet på initiativet.