Cevea

Adfærdsregulerende afgifter vender den tunge ende nedad. Men hvis man vil skabe mere social lighed i sundhed, viser afgifter sig at være et effektivt instrument.

Hvis det gøres rigtigt, kan adfærdsregulerende afgifter bruges til at udligne noget af  den ulighed i sundhed, som hersker mellem højt- og lavtuddannede. Det mener Jes Søgaard, der er direktør for Dansk Sundhedsinstitut og en af Danmarks førende sundhedsøkonomer.

”Den danske måde at forebygge på er meget baseret på information, og så skal folk selv træffe et informeret valg. Den er jo meget smuk, men vi ved, at den ikke virker  på samme måde hos de lavtuddannede som hos de højtuddannede,” forklarer Jes Søgaard.

Han henviser til rapporten ”Ulighed i Sundhed – årsager og indsatser”, som Sundhedsstyrelsen udgav i 2011. Rapporten konkluderer blandt andet, at massekampagner for sundhed rammer skævt og virker bedst på de højtuddannede. Især når det gælder rygning, hvor andelen af daglige rygere er faldet, samtidig med at uligheden er vokset markant de sidste 20 år. I 2010 forekommer rygning tre gange oftere hos dem med kort uddannelse, end dem med en lang uddannelse.

Men uligheden gør sig også gældende ved overvægt, usund kost og inaktivitet i fritiden. Mens overforbrug af alkohol forekommer en smule hyppigere hos grupper med høj indkomst.

Argumentet for massekampagner, som den bedste måde at skabe sunde vaner i samfundet på er, at forbrugeren handler rationelt, og det er derfor nok at oplyse om de farlige konsekvenser ved usunde varer. Men ifølge Jes Søgaard viser forskning, at det ikke er tilfældet, når det drejer sig om vanedannende varer. Især nikotin, som er det mest vanedannende stof man kender til, men også sukker og salt bliver i stigende grad betragtet som vanedannende.

Afgifter udligner ulighed

Derimod ser adfærdsregulerende afgifter ud til at have en effekt. Både i Storbritannien, USA og Australien har man gode erfaringer med højere tobaksafgifter. Det mindsker den sociale ulighed, fordi prisfølsomheden er størst i befolkningsgrupper med lav indkomst. Samme erfaringer gælder også for  sukkerholdige drikke og alkohol.

”Vi ved, at de her afgifter vender den tunge ende nedad. På den ene side er det en effektiv måde at få nogle sundhedsgevinster i de her befolkningsgrupper. Men vi ved jo også, at der er nogen, der ikke reagerer på større afgifter, og de vil jo så opleve det her som et realindkomst tab,” siger Jes Søgaard.

Han mener, at afgifterne ikke bør stå alene i kampen om sundhed på tværs af sociale skel. Men at de rigtige tilbud til  at stoppe det usunde forbrug, skal være til stede.

”Det er jo ofte grupper, som ikke har så store socialressourcer. Det er svært for dem, at gøre det her alene. Hvis vi vil belaste dem økonomisk, så skylder samfundet dem også at hjælpe dem ud af det her sundhedsfarlige forbrug,” siger Jes Søgaard.

Han påpeger, at arbejdsgiverne igennem de sidste tyve år har været gode til at komme med rygeafvænningstilbud til medarbejderne.  Mens der de seneste år er blevet sparet på de offentlige rygestopstilbud.

”Afgifter kan være et godt redskab sammen med andre støttemuligheder, men du skal ind i de der forholdsvis dyre og intensive ophørstilbud. Hvis man vil noget med det her, så kommer det til at koste lidt,” siger Jes Søgaard.

Sukkerafgifter er mere kompliceret

Tobaksafgifter er en forholdsvis ukompliceret sag, fordi alt tobaksforbrug er usundt. Det bliver straks sværere med alkohol, fordi man sagtens kan være sund med et moderat forbrug. Til gengæld er det let at vurdere, hvornår noget indeholder alkohol, og hvor meget.

Men når regeringen skal til at lægge afgifter på sukker, bliver det, ifølge Jes Søgaard, en mere kompliceret sag. Man skal ind og se på, hvor meget sukker der skal til før, det er usundt, hvilken slags osv.  Det kan nemt gå hen at blive teknisk diffust at definere, hvor afgifterne skal ligge.

Men hvis definitionerne er sat rigtigt sammen, og hvis afgifterne rammer rigtigt, kan det være vejen til at udligne noget af den ulighed, som flere års massekampagner har været med til at skabe.