Cevea

Det er ikke nemt at være provinsborger. Den øde provins uden uddannelsesmuligheder, uden arbejdspladser og måske også praktiserende læger. Nye undersøgelser viser, at manglen på praktiserende læger i provinsen betyder, at der i praksis ikke er fri og lige adgang til sundhed. Udviklingen i lægetætheden kræver politisk handling.

Over en årrække er der sket en udvikling, som gør det svært for det danske politiske system at opfylde loven. § 2 i Sundhedsloven siger nemlig at det danske sundhedsvæsen har pligt til at sikre let og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Men tallene afslører, at det  er stærkt problematisk at tiltrække tilstrækkelig med praktiserende læger og speciallæger til de danske provinsområder. Når vi taler om stigende ulighed i sundhed er der derfor ikke kun tale om en lang række socioøkonomiske barrierer, men også et klart ’udkants-Danmark’, hvor provinsborgerne vil være nødsaget til at flytte sig længere rent geografisk for at opnå den nødvendige sundhedsfaglige behandling.   

Professor Finn Diderichsen fra Institut for Folkesundhed ved Københavns Universitet har forsket i den stigende ulighed indenfor sundhed.

Han peger på en lang række faktorer, der er med til skabe denne ulighed. Her i blandt bopæl.

”Det er en realitet, at jo længere væk fra de store byer man er bosat, jo større er dødeligheden og risikoen for at lide af diverse livstilsrelaterede sygdomme. Der er simpelthen tale om en mobilitet i befolkningen, hvor de sundeste bosætter sig i og omkring byer som f.eks. København og Aarhus. Det er typisk personer med højere socioøkonomisk status. Dermed bliver de svageste grupper i provinsen og derfor ser vi en skæv udvikling, når det kommer til risikogrupper baseret på geografisk placering,” forklarer Finn Diderichsen.  

Overvægt af speciallæger i københavnernes baghaver

Den geografiske ulighed kommer især til udtryk, når man ser på statistikken over lægetætheden i Danmark. I Diderichsens rapport til Sundhedsstyrelsen påvises der et geografisk skævt mønster, når man ser på etableringen af speciallæger. Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at der i 2012 var ca. 1200 praktiserende speciallæger i hele Danmark. Det giver en tæthed på 21,6 pr. 100.000 indbyggere. Hvis vi ser på forskellen imellem landsdele så er der store afvigelser fra landsgennemsnittet. Hele 30 % af alle de praktiserende speciallæger har etableret sig i fire kommuner nord for København – Lyngby-Tårbæk, Gentofte, Rudersdal og Hørsholm - samt på Frederiksberg og Østerbro i København. Det giver en tæthed på hele 104 pr. 100.000 indbygger i de områder. Et kæmpe tal sammenlignet med f.eks. Region Nordjylland, hvor tætheden er ca. 13. Der er altså tale om et paradoks, hvor de praktiserende speciallæger bosætter sig i de områder, hvor borgerne også er de sundeste.  

”Det er et velkendt faktum, at udbuddet af sundhedsydelser målt som geografisk afstand til f.eks. praktiserende læger, skadestuer og sygehuse har betydning for brug af sundhedsydelser. Det kan føre til ulighed i forhold til hvem der bliver henvist eller bruger de eksisterende ydelser i sundhedsvæsnet. Oven i det kommer, at det er svært for mange provinsområdet at skaffe praktiserende læger til at betjene borgerne,” fortsætter Finn Diderichsen.

Rabatkuponer til el og børnehaver

Problemet med at sikre let og lige adgang til sundhedsydelser er et emne, som politikerne på Christiansborg er opmærksomme på. S-R-SF regeringen har både i regeringsgrundlaget og på finansloven erklæret uligheden i sundhed krig. Sundhedsordfører for SF, Jonas Dahl, mener, at det er nødvendigt at se på en lang række aspekter, hvis man skal overkomme de forhindringer, som følger med den geografiske ulighed.

”For det første så er det nødvendigt at se på, om vores universiteter uddanner nok læger. Hvis vi vil sikre, at der er nye kræfter til at tage over, når de nuværende praktiserende læger går på pension, så skal dette tal sandsynligvis bringes op. Det er et element. For det andet, så skal sundhedsvæsnet oprustes, sådan at vi sikre alternativer til dem, der er bosat udenfor de store byer. Det skal ske igennem en styrkelse, der både kommer til udtryk kvantitativt såvel som kvalitativt.”

Selv med et tilstrækkeligt antal af uddannede læger, så anerkender Jonas Dahl, at det er svært at komme flugten fra provinsen til livs. Det har bl.a. fået Dansk Folkeparti til at opfordret til, at man kigger til Norge for inspiration. Her har man indført en model, der automatisk udløser en økonomisk gulerod, hvis man som ung eller akademiker flytter udenfor de store byer. Der er tale om skattefordele, fradrag for studielån, billigere børnehaver og endda fradrag på elregningen. Jonas Dahl tror dog ikke, at den slags initiativer er vejen frem.

”Nej, hvis der er spændende jobs, så findes der også en villighed. Desuden er der allerede økonomiske incitamenter i form af billigere huspriser osv. Det vigtigt at være klar over, at hvis man ønsker at tiltrække alle former for akademikere til provinsen – ikke kun læger - så skal der være beskæftigelse til alle medlemmer af familien. Det drejer sig ikke kun om få den enkelte læge til at vende tilbage til hjemegnen efter endt uddannelse. Det er også nødvendigt at både offentlige og private virksomheder gør mere for at finde arbejde til en evt. ægtefælle,” siger Jonas Dahl.

Christiansborgs politikere orienterer sig for meget til øst

Holstebro i Vestjylland er med sine ca. 57.000 indbyggere en af de provinskommuner, som risikerer at mangle læger i fremtiden. På nuværende tidspunkt har den negative udvikling ikke ramt så hårdt, som i de omkringliggende kommuner. Det er dog en problematik, som i høj grad kan blive aktuel i den nærmeste fremtid. For selvom det især er i de mindre landkommuner, man har svært ved at tiltrække læger, oplever også de større provinsbyer og kommuner også, at det kan være svært at få læger. Mange ønsker ikke at skifte tilværelsen i en af landets store universitetsbyer ud med et liv på landet eller i en provinsby, og opfatter lægeturnussen – hvor nyuddannede læger har pligt til at gøre tjeneste på hospitaler rundt om i landet efter behov - som et nødvendigt onde.

Derfor har man i det vestjyske allerede påbegyndt flere initiativer, der skal sikre, at praktiserende læger og speciallæger også har lyst til at etablere sig i f.eks. Holstebro kommune. Det involverer f.eks. et nyt sundhedshus, der forhåbentlig bliver i stand til at stå for 90 pct. af den kontakt, som borgerne har til sundsvæsnet.

”Vi følger den udvikling, som man har lagt på Christiansborg i form af centralisering af ydelserne – f.eks. med den nye sygehusstruktur. Derfor centraliseres alle vores sundhedsydelser lige fra tandlæge til praktiserende speciallæge og gøre dem tilgængelige under et tag. Det er nemmere for borgerne, når alle funktioner ligger samlet. Ud over en øget brugervenlighed så vil det også være med til at skabe et spændende tværfagligt sundhedsmiljø. Som region er vi godt klar over, at det kræver noget ekstra, hvis vi skal tiltrække arbejdskræft fra de store universitetsbyer. Derfor vil praktikperioder for studerende, typisk fra Aarhus, også indgå som en fast del af vores nye Center for Sundhed,” udtaler den socialdemokratiske borgmester i Holstebro kommune H.C. Østerby.

På trods af de nye muligheder som et specialiseret sundhedsudbud giver, så vækker udviklingen også en bekymring hos borgmesteren. I kølvandet på de såkaldte super-sygehuse følger nemlig en stigende geografisk ulighed for mange borger i det vestjyske.

”Folketingspolitikere er for optaget af om det tager et eller to minutter længere for en ambulance at rykke ud i Købehavn. De glemmer den vestlige del af Danmark, hvor ændringerne altså har ført til, at nogle borgere nu har op imod 100 km til det nærmeste hospital. Derfor er det vigtigt, at vi også har et markant fokus på sundhedshusenes mere borgernære tilbud. Det vil f.eks. kræve flere akutbiler og et generelt fokus på alle aspekter af den behandling, der finder sted inden, at patienten ankommer til hospitalet.”

Ligesom SF’s Jonas Dahl så mener H.C. Østerby heller ikke, at økonomisk adfærdsregulering er den rigtige vej at gå. Man bør i stedet satse på generelle vækstinitiativer, der kan være med til at gøre provinskommunerne mere attraktive som bopæl.

”Hvis man først begynder at favorisere en gruppe borgere, f.eks. læger eller andre akademikere, så er det en skrue uden ende. Hvad gør vi så, hvis vi en dag kommer til at mangle gymnasielærer? Skal de så også have rabatter? I stedet for at starte en glidebane, så skal vi løfte områdets overordnede potentiale,” afslutter H.C. Østerby.

Hvis vi fortsat skal være i stand til at opretholde en ikke kun lige men også let adgang til sundhedsvæsnet, så er der en lang række problemstilling, som man skal tage hånd om. På trods af økonomisk opsving i 00’erne og politiske erklæringer, så har udviklingen kun bevæget sig i en negativ retning. Derfor er det nødvendigt, at disse problemer bliver taget seriøst, hvis vi ikke ønsker at udhule betydningen af den danske velfærdsstats frie og lige adgang til sundhed – uanset postnummer.