Cevea

Den store udeblivelse. Sådan kunne man meget vel betegne det fraværende opgør med neoliberalismen og det manglende ideologiske u-turn. Verden holder på trods af økonomisk krise, finansiel nedsmeltning og galoperende massearbejdsløshed fast i den samme ideologi, som bragte os udover afgrunden. But Why?

Mens historien burde have været en anden og verdens gang skulle have taget en ganske anderledes drejning, så befinder vi os fortsat blandt de levende døde. Det er Thatchers, Reagans, Freidmans og von Hayeks spøgelser, der fortsat vandrer blandt mennesker og sætter ideer i vores hoveder. Man kunne ellers have troet og måske endda ligefrem forventet, at den globale finansielle krise 2007 ville gøre for neoliberalismen, hvad Murens fald gjorde for kommunismen i 1989. Men det store opgør er udeblevet og neoliberalismen hersker fortsat.

Hvordan kunne dette ske? Hvordan kunne neoliberalismen overleve?

Neoliberalismens triumftog

Netop dette spørgsmål forsøger den 67årige britiske professor i Sociologi, Colin Crouch, at besvare med sin seneste bog ”The Strange Non-Death of Neoliberalism”, der udkom i 2011. Bogen følger op på forfatterens tanke fra bogen ”Post Democracy”, men kombinerer denne præcist og indsigtsfuldt i forholdet mellem demokrati, marked og magt. Denne øvelse, gennemføres som Crouch selv skriver ikke for dem, der er i position til at forandre verden, men for alle dem, der blot forsøger at affinde sig med den.

For at forstå Neoliberalismens triumftog igennem af årtier af moderne politik starter Crouch ved det der efter hans opfattelse for alvor satte gang i neoliberalismen. Nemlig den indbyggede inflationære fejl, som var del af det Keynesiaske regime, der havde hersket siden 2. Verdenskrig frem til oliekriserne i 70’erne. Denne akilleshæl bragte Keynesiamismen til en afslutning og samtidens socialdemokratiske korrektiver forblev ”too little – to late”. Målet om fuldt beskæftigelse blev droppet og reduceret til et fornuftigt biprodukt af streng monetarisktisk politik. Og her fra gik det huj-hej-vilde-dyr fremad for den neoliberale dominans, der over fire årtier kunne fejre 9 vindere Nobelpriser i økonomi, der kom direkte fra den dominerende Chicago-skole. Herfra skiftede OECD, Verdensbank og IMF for alvor kurs og overtog det neoliberale verdenssyn.

Blue-collar worker har mistet indflydelse

Hemmeligheden bag neoliberalismens overlevelsesevne og resistens, hviler for Colin Crouch på en række manglende erkendelse, som endnu udestår. F.eks. hæfter den britiske professor sig ved at vi endnu ikke har lært at skelne mellem ’marked’ og ’virksomheder’. Det er netop erhvervsvirksomheder og de store multinationale selskaber, som grundlæggende har forandret brydningen mellem de store verdensideologier. Når Keynesianismen faldt, var det ikke fordi, der var grundlæggende galt med ideer, men fordi de mistede opbakning. De faglærte arbejdere – som keynesianismens ryggrad - mistede deres politisk magtbase og med den deres ideologiske grundpiller.

Siden den klassiske ”blue-collar worker” har mistet indflydelse, så har den nye globale ”white-collar worker” taget over. Han repræsenterer ikke markedet i traditionel forstand, som en vild underskov af lokale og innovative virksomheder. Han er ”big business”, og han tænker derefter. Derfor retter Crouch heller ikke bare sit skyts mod finanssektoren eller mod den gennemgribende privatisering af den offentlige sektor, som hele den progressive venstrefløj efterhånden har lært. Nej. Han vender også den tunge skyts mod – alle gode danske handelshøjskoleelever lærer at elske. Nemlig: CSR

For Crouch repræsenterer Coporate Social Responsility (CSR), der herhjemme mest betragtes som virksomhedernes måde at udvise samfundsansvarlighed tværtimod for videreførelse af multinationale virksomheders gradvise magtovertagelse. CSR er åbenlys magtdemonstration, hvor virksomheder begynder at blande sig i større dele af samfundslivet og sætte dagsordener, der går langt udover industrialiseringens tidlige markedskapitalisme.

Big business og big dollars

Forestillingen om at multinationale virksomheder blot agerer, som fritsvævende og uafhængige variable på et frit marked, hvor de ikke udøver nogen form for selvstændig indflydelse eller selvstændigt ansvar er ren historie. De store virksomheder har netop udviklet sig til at være underlagt markedets principper til at agere som aktører på egne præmisser. De bliver selvstændige politiske agenter, der driver dagsordener og fastholder magtpositioner. Med massiv lobbyindsats og massiv monopolisering medvirker de moderne multinationale selskaber således til at underminere den klassiske opfattelse af stat og marked.

Når den amerikanske præsident Barack Obama vælger at bruge det sidste minut af et officielt møde i det Hvide Hus med vores danske statsminister Helle Thorning-Schmidt på at forklare om mildest talt inferiør sag om dansk håndtering af magasinpost (ja, det var sgu magasinpost), så ved at der er big business på spil. Og selvom National Geographic givetvis er et fint firma, så er det næppe ud af hjertets gode vilje, at præsidenten agerede, som han gjorde. Det er partistøtte, big business og big dollars, som det handler om. Hvilket netop også er forklaringen fra Colin Crouch pengene er kommet for at blive og de multinationale virksomheders magt over politikere, stater og politiske systemer er hovedforklaring på Neoliberalismens sære ikke-død.  

Som Crouch fornyelig sagde i et interview til Weekend Avisen: ”Den væssentlige debat i dag burde ikke være stat versus marked, men derimod gigantkoncernens form for marked mod en klassisk liberaltisk form for marked”. Markederne har taget over og mennesker mister indflydelse. Men hvad er så svaret? Her bliver den britiske professor mere tøvende og uklar. Det er som han skriver komplekst. Han afviser en stærkt statsdomineret økonomi og lader således et revitaliseret civilsamfund stå tilbage, som det mest afgørende svar på fremtidens udfordringer. Utilfredsstillende – ja. Misforstået – sandsynligvis ikke. Vi har brug for et stærkt civilsamfund og en udvidet demokratisk deltagelse til at udfordre ’the powers the be’, hvad enten det er et perverteret marked eller en overmodig stat. Spørgsmålet er om det vil være tilstrækkeligt over de stadig mere magtfulde virksomheder. Det kan kun fremtiden vise, selvom svaret hvert fald ikke er at finde blandt de levende døde.

Rejsen for Crouch slutter nogenlunde, hvor den startede i indledningen af bogen med et spørgsmål til ham selv. Han svarer således også i afslutningen af den glimrende og absolut læseværdige bog retorisk: ”What is left of the right?” – ”Virtually everything!”