Cevea

Højkonjunkturen, der varede frem til 2008, kan i dag virke uendeligt fjern. De økonomiske problemstillinger, som vi dengang stod overfor, er for en stor dels vedkommende nøjagtigt modsat dem, vi i dag kæmper med. Derfor kan det synes besynderligt, at en udvidelse af arbejdsstyrken stod højt på den økonomiske ønskeliste både dengang og i dag. I dag begrundes dette med, at der er udsigt til underskud på de offentlige budgetter de næste årtier, hvilket øget arbejdsudbud kan bidrage til at rette op på. Dengang var begrundelsen en helt anden; nemlig en øjeblikkelig mangel på arbejdskraft.

Øget arbejdsudbud er ikke en økonomisk mirakelkur

 I dag virker det banalt at konstatere, at arbejdskraftmanglen i 2007 hverken skyldtes efterløn eller langsommelige studerende, men derimod den buldrende højkonjunktur. Det var – for at sige det mildt – frygteligt naivt at tro, at noget så langsigtet som en arbejdsmarkeds- eller efterlønsreform var et instrument, der kunne benyttes til at rette op på dette.  Hvis man virkelig mente, at justeringer af arbejdsudbuddet var en gangbar vej til konjunkturudjævning, burde alle dem, der med afsæt i arbejdskraftmanglen dengang talte for at øge arbejdsudbuddet, i dag tale for at begrænse det. At dette synspunkt mig bekendt slet ikke er repræsenteret i den aktuelle økonomiske debat, er i bund og grund et bevis på, at alle er klar over, at præmissen ikke holder vand. Ikke dermed sagt at øget arbejdsudbud ikke kan være gavnligt på lang sigt. Men at diskutere, hvordan man fører konjunkturpolitik ved hjælp af arbejdsmarkeds- og tilbagetrækningsreformer, svarer til at forsøge at slå et søm i med en skruetrækker.

Højere skatter kan være gavnligt for økonomien

Det, der i 2007 var behov for, var øjeblikkelige tiltag, der kunne tage toppen af højkonjunkturen og derved bidrage til at normalisere det rødglødende arbejdsmarked. Dette forsømte regeringen, og den gjorde det vel og mærke med venstrefløjens velsignelse.

En del af forklaringen er givetvis, at ingen ønskede at lægge en dæmper på jobfesten – slet ikke venstrefløjen. Dette blev tydeligt illustreret, da Socialdemokraternes finansordfører Morten Bødskov et års tid senere kastede sig ud i et kraftigt personangreb på Niels Bernstein, efter at sidstnævnte udtrykte bekymring over den uholdbart lave ledighed. Morten Bødskovs intentioner har givetvis været de bedste, men der hersker næppe tvivl om, at vi i dag ville stå med færre ledige, havde vi dengang taget Bernsteins advarsel alvorligt.

I 2006 - netop da højkonjunkturen for alvor satte ind - valgte socialdemokraterne at tilslutte sig regeringens skattestop. Uden mulighed for at øge skatten kan man fra politisk side kun dæmpe en højkonjunktur ved at mindske de offentlige udgifter – først og fremmest ved at bremse alle offentlige investeringer. For venstrefløjen ville det naturligvis have forekommet fuldstændigt barokt at argumentere for smalhals i det offentlige efter et halv årti med en borgerlig regering og stort overskud på statens budgetter. Løsningen blev derfor at sætte kikkerten for det blinde øje og føre en populistisk politik, der mere end matchede de borgerliges. Da daværende finansminister Thor Pedersen udtalte, at statens overskud bevirkede, at Danmark over tid ville kunne ”købe hele verden”, var Helle Thorning-Schmidt ikke sen til at fremstille finansministeren som ”fedtet” og virkelighedsfjern. Det implicitte budskab var, at staten iflg. Helle Thorning-Schmidt skulle bruge løs af sit overskud uden bekymring for overophedning.

Hvad har vi lært?

Det spørgsmål, vi i foråret 2007 stillede, var det forkerte. Eller rettere sagt var konteksten forkert. Det, vi i stedet burde have forsøgt at finde svaret på, var, hvordan man på en effektiv måde kunne tage toppen af højkonjunkturen, og derved undgå det løn- og prispres, som vi i dag til stadighed døjer med. Det interessante ved dette spørgsmål er, at svaret fra dengang i høj grad kan anvendes i dag med modsat fortegn. Dengang var der behov for at føre en stram finanspolitik; i dag er der behov for at investere og acceptere de midlertidige underskud, det måtte afstedkomme (de langsigtede underskud er en helt anden historie). Dette er lettere sagt end gjort, fordi det betyder, at man må svømme mod strømmen. Når alle er jubeloptimister, bør man holde igen og omvendt.

Borgerlige partier har generelt svært ved at acceptere, at det kan være hensigtsmæssigt, at staten forsøger at påvirke konjunkturforløbet (og derved det sagnomspundne frie marked). For venstrefløjen burde dette være en selvfølgelighed. Men vores politik skal være konsistent; det vil sige, at vi ikke alene skal være klar til at understøtte økonomien, når det går dårligt, men også være villige til at lægge en dæmper på, når det buldrer derud af.  Det forsømte vi på venstrefløjen.