Cevea

Der har ikke været nogen folkeafstemning om det. Eller en stor offentlig debat om skiftet. Det er sket i det stille, i form af de små, men vedvarende, politiks skridt. Sket er det, ikke desto mindre: det institutionelle Danmark har over de seneste årtier langsomt blevet ændret karakter. Fra velfærdsstat til konkurrencestat. Fra en statslig indretning, der forsøger at beskytte befolkningen mod konkurrence, til en, der tilskynder dem til at deltage i den.

Udviklingen startede i 1970’erne og 80’erne, tog fart i 90’erne og blev (næsten) fuldendt i 00’erne. Pisa-tests for folkeskolerne, Globaliseringsrådet samt Velfærds-, Skatte- og Arbejdsmarkedskommissionerne er alle symboler på tankegangen, hvor konkurrenceevne og arbejdsduelighed er i centrum for samfundsindretningen. Uendelige reformer skal kvalificere til og få folk ud på arbejdsmarkedet, mens et væld af ranglister kvantificerer, hvor konkurrencedygtige skolelever kan blive eller et land er. Og arbejdet – dvs. deltagelsen i konkurrencen – er det, der definerer ens tilknytning til samfundet.  

Fremkomsten af den nye statsform er præcist og indsigtsfuldt beskrevet i professor Ove Kaj Pedersens seneste bog, der slet og ret hedder ”Konkurrencestaten”. Her viser han, hvordan en pragmatisk ’økonomisme’ er blevet landets altdominerende ideologi. Og det på tværs af de fleste partier. Samfundsøkonomiske målsætning, helst dem, der kan sættes ind i regneark, lægges til grund for stort set alle politiske beslutninger.

Det er, som Ove Kaj Pedersen understreger, neoliberalismen, der har sejret. Den tager udgangspunkt i et menneskesyn, der betragter mennesket som rationelt, nytteoptimerende og som frit, når det kan handle og konkurrere på markedet. Derfor er konsekvensen, at staten primært skal sætte de ydre rammer og betingelser for markedsøkonomien, og ikke så meget mere.

End ikke den globale krise har ændret ved dette. Hidtil har det således kun været krusninger på overfladen, når alverdens regeringer har tyet til midlertidige krisetiltag. Den grundlæggende antagelser er de sammen, og det er mål og midler ligeledes. Den økonomiske udbudspolitik og dens langsigtede reformer dominerer. Der er som sådan ikke et nyt tankesæt. Ja, faktisk synes mange af de neoliberale tanker – som mindre skat og stat – nu at komme med fornyet kraft.

Men hvad betyder det for det samfundsmæssige fællesskab? For den måde, vi oplever hinanden på og de prioriteter, vi sætter for den første politik?

Konkurrencestaten ændrer idealer og værdier

Konkurrencestatens fremkomst har ikke kun ændret samfundets indretning. Nej, den ændrer også de dominerende idealer og værdier. Folkeskolen skal eksempelvis ikke længere klargøre sine elever til at deltage i demokratiet, men til et langt arbejdsliv. Det er ikke uddannelsen og kundskaberne, der har værdi i sig selv, men den nytte de vil gøre i den fremtidige produktion. På samme måde er der sket en ændring, så markedsøkonomien ikke længere primært ses som noget, der skal skabe samfundsmæssig, men privat nytte.

Det er derfor også en naturlig konsekvens af konkurrencestatens overdrev, at staten ikke længere ser det som sin opgave, at fjerne de negative sider af den internationale konkurrence for arbejdskraften, men i flere omgange har reddet risikolystne banker og andre finansielle institutioner, som den vurderer for store til at lade gå bankerot.

Konkurrencestaten skaber ulighed i samfundet

Konkurrencestatens langsomme udmanøvrering af velfærdsstaten er sket fordi velfærdsstaten selv viste sig at indeholde flere indbyggede problemer, der underminerede dens holdbarhed. Den voksede sig i nogle sammenhænge større end den kunne holde til. Ikke kun klimaet og økonomien skal være bæredygtigt, det skal statsformer også være. Men den totale omlægning af vores samfund – hvor prioriteterne vendes på hovedet – som konkurrencestaten er udtryk for, er ikke det rigtige svar.

Konkurrencestatens overdrev underminerer de brede fællesskaber, der ikke falder indenfor økonomiens logik, og reducerer det enkelte menneskes værdi. Den polariserer samfundet og øger uligheden. Og den formår end ikke at gøre det, der er dens formål: at optimere den økonomiske vækst. De seneste tre-fire årtier har den økonomiske vækst således været betragteligt lavere i de vestilige lande, hvor konkurrencestaten har gået sin sejrsgang, end i de årtier, der kom før dem.

Konkurrencestaten skriger på et alternativ. Hvis udviklingen fortsætter som nu, bliver det dog meget værre før det bliver bedre. Og ved det vil omkostningerne være for store. Så det er bare med selv at formulere alternativerne.