Nøglen der åbner statsministeriet

14-10-2011
Financial Times er ofte interessant læsning, og når de af og til udgiver et supplement til avisen med den meget sigende titel ”How to spend it?” (det betyder de penge man har tjent rigeligt af, hvis man har fulgt deres økonomiske råd og vejledning !), så er det værd at lytte til. I denne verden er der selvfølgelig en del mennesker, som har tjent mange penge, fordi de har arbejdet meget hårdt, investeret i givtig produktion, har været igangsættere af interessante projekter, været dygtige handelsmennesker og har haft næse for markeders udvikling, haft gode ideer på de rigtige tidspunkter, har risikeret deres egen tilværelse finansielt set, osv. Men der er også dem, der udelukkende har tjent penge på rent finansielle transaktioner uden reel økonomisk baggrund, har udnyttet spekulative positioner på alle finansielle markeder til det yderste, har spekuleret i råvarer, har redet på spekulative bølger som er blevet selvforstærkende alene på grund af mængden af kapitalmidler involveret, har gearet deres indsats langt udover rimelighedens grænser, osv. Og det kan være både private spekulanter, banker, finansielle institutioner, hedge funds, equity funds, ja selv pensionsfonde - alt hvad der er investeret alene med et spekulativt formål. Robin Hood tax Økonomerne siger jo generelt, at der opstår et marked med reelle behov, hvis udbud og efterspørgsel kan finde hinanden. Lad os se på fire meget simple eksempler (vi må hellere regne i Euro, da den jo er noget mere kendt ude omkring i verden end danske kroner). Et billigt ur kan man købe for 10-20 Euro, et finere ur skal man nok regne med at betale 100-300 Euro for, og et virkeligt kvalitetsur med et brand navn som Rolex koster omkring 8.000 Euro. Hvis man vil op i den noget finere klasse og følge Financial Times, er der schweiziske ure til omkring 20.000 Euro, men man kan også investere i et Hublot Senna til 143.000 Euro eller, hvorfor ikke, tage springet op til et Bugatti Super Sport ur, som ligger omkring 250.000 Euro – men så er der også produceret et meget begrænset antal eksemplarer. Der er et udbud, der er efterspørgsel og markedet er skabt – et stabilt marked, hvor der er masser af muligheder, fordi der i den ende er masser af villig kapital og købekraft. Lad os tage et andet eksempel fra Financial Times – udlejning af både. Ikke sådan små robåde på Furesøen til at give familien en oplevelse i, men store reelle både med mandskab til udlejning til at sejle på alverdens have. Markedet starter med lidt mindre både til omkring 5.000-50.000 Euro – det er ikke købsprisen, men prisen for at leje per uge alt inklusivt ! Så tager vi et lille skridt opad – her kan man nævne priser på omkring 200.000 Euro per uge og til sidst , hvis man vil have den absolutte top-luksus, må man op på i hvert fald 400.000 Euro per uge. Foretrækker man i stedet at købe denne båd, skal man regne med omkring 87 millioner Euro. Igen viser det, at der er et marked og en stor og stabil efterspørgsel, ellers ville der ikke være nogen luksusbåde til leje eller salg. Og bådenes driftsomkostninger er meget store, så priserne er beregnet derefter - ingen ville bygge, udleje eller sælge luksusbåde i denne kategori, hvis der ikke var en stor og stabil profit at hente hjem. Et tredje eksempel er salg af nye biler (vel at mærke udenfor Danmarks grænser og dermed også uden danske nummerplader !). Man kan starte med mindre biler til omkring 10.000-15.000 Euro, lidt større og bedre udstyrede biler ligger omkring 25.000-50.000 Euro, luksusprægede biler omkring 100.000 Euro, de dyreste Porsche, Ferrari eller Bentley omkring 200.000 Euro, men hvis man vil have den absolutte topklasse, er man oppe på 1.500.000 Euro for en Bugatti eller McLaren. Er der et marked ? Selvfølgelig – ellers ville bilerne ikke blive udviklet ! Og markedet, i hvert fald for de luksusprægede biler, er enormt, fordi der er villig og ledig kapital til at danne en efterspørgsel. Det sidste eksempel er husmarkedet på Costa del Sol i Sydspanien (det er lidt sjovere at snakke om i stedet for det kedelige boligmarked i London, som blot er endnu dyrere). Til trods for generel finansiel krise og stærk krise på boligmarkedet i Spanien, er der alligevel gang i køb og salg. Mindre huse på omkring 200 m2 starter omkring 300.000 Euro, lidt større huse er på omkring 1 million Euro, udbuddet af huse til omkring 4 millioner Euro (det er immervæk 30 millioner danske kroner) er ret stort (men så får man også 700-1000 m2 – nej, ikke grunden, men huset !) og kun ejernes behov for diskretion forhindrer os i direkte at se de reelle priser på tophusene – men man kan sikkert uden problemer formode, at de er fra 25 millioner Euro og opad. I hvert fald kan man her og der finde enkelte annoncer på huse til 42 millioner Euro. Krise? Ja, alt er jo relativt ! Men synes du nu, at vi har råd til at indføre en skat på finansielle transaktioner? Eller skal vi stadig holde hånden over spekulanterne og lade dem leve livet frit og på andres bekostning og uden at lade dem betale en del af finanskrisens katastrofale virkninger? For eksempel kunne en skat (som nu bliver kaldt en Robin Hood skat, men som oprindeligt i 1972 blev udviklet som "Tobin Tax" ) på 0,05 % af alle finansielle transaktioner i EU give et provenu på omkring 200 milliarder Euro, som kunne investeres i social infrastruktur for at modvirke effekten af den finansielle krise, i jobskabelse, i miljøprojekter, i udviklingsprojekter, i uddannelsesprojekter osv. Og hvis den blev indført på verdensplan, blev provenuet selvsagt væsentligt større og det kunne det blive en afgørende faktor i den globale jobskabelse, i bekæmpelsen af fattigdom, i udviklingslandenes økonomiske opretning, osv. Overfor dette står konsekvenserne af den finansielle krise – den har skabt millioner af arbejdsløse alene i EU, mange af dem langtidsarbejdsløse, mange af dem unge og kvinder, mange der aldrig vil finde ind eller finde tilbage på arbejdsmarkedet, den har skabt vækstrater i EU der er alt for små til at rette op på ledigheden, den har været med til at skabe økonomiske kriser i Grækenland, Irland, Portugal og Spanien, osv. I øjeblikket er der i EU over 23 millioner registrerede arbejdsløse, det svarer til 9,5 %. På verdensplan er der omkring 1,4 milliarder mennesker der lever under fattigdomsgrænsen på 1,25 $ per dag, og man regner med, at der til denne sum skal tilføjes yderligere 100 millioner mennesker alene på grund af den seneste fødevarekrise og stigende energiomkostninger og samtidig dør der hver dag 25.000 børn af mangel på mad, vand og medicin og indirekte dermed på grund af fattigdom. Har vi råd til at indføre en skat på finansielle transaktioner, først på EU-plan og derefter på globalt plan? Måske skulle vi hellere spørge om, hvor længe vi endnu har råd til ikke at indføre den? Og måske skulle vi også spørge om ikke de fleste kan "nøjes" med et normalt ur, en "normal" bådleje, en normal bil og et normalt hus ? I hvert fald er der mindst et par milliarder mennesker som vil svare positivt på spørgsmålet.
Tidsskrift udgave: 
Demokratisk dannelse

Frem til 2008 har danske partier udviklet sig til mere og mere professionaliserede elitepartier. Partier, hvor  ledelsen i stigende grad styrer ud fra meningsmålinger og massemedier og snarere ser medlemsbasen som en klods om benet end som en del af løsningen. Det har været en udvikling mod det, Tim Knudsen i en kommentar i 2005 kaldte ”personliggjorte mediepartier”, hvor ”partilederne er ved at blive alt, partiet intet.”

                      Men de seneste år har partierne skiftet kurs. Mange partiledelser er begyndt at mobilisere deres græsrødder. Begyndt at inddrage medlemmerne som en ressource i deres strategiske overvejelser om, hvordan de tilkæmper sig magten. Gennem medlemmerne kan de nemlig komme i direkte kontakt til vælgerne. Særligt hjemmebesøg gennem såkaldt dør-til-dør-kampagne synes en magisk målestok for flere af partierne. Således har de radikale og SF meldt ud, at de vil opfordre deres medlemmer og kandidater til at besøge borgerne på deres dørtrin op til folketingsvalget, der kommer senest til november i år. Det toppes af de konservative, der har sat tal på og vil banke på 100.000 døre. Det parti, der er længst fremme med udviklingen, er dog Socialdemokraterne. Allerede til EP-valget i juli 2009 bankede partiet – ifølge dem selv – på mere end 100.000 døre, og inden Kommunalvalget i november 2009 havde over 250.000 husstande fået besøg. Når folketingsvalget løber af stablen skal flere end en halv million dørklokker være trykket i bund.

Det handler om tillid

Men hvorfor dette nye fokus på aktiv, opsøgende kampagne? Det simple svar er, at partiledelserne  tror på, det virker. Som Søren Lippert, der ansvarlig for Socialdemokraternes permanente kampagne og en af hovedakitekterne bag den nye strategi, udtrykker det, så ses medlemmernes direkte kontakt til borgerne i dag som ”en nøgle i nøglebundtet til statsministeriet”.

                      I en valgkamp, hvor alle partierne vil forsøge at overdøve hinanden i et inferno af reklamer, tv-optrædener og anden envejs-kommunikation, bliver borgerne nemlig hurtigt trætte af de polerede budskaber. Og i en tid, hvor tilliden til politikerne ikke har været lavere siden oliekrisen i 1970'erne – og selv EU og bankerne er mere troværdige end politikerne (se figur 1) – er det begrænset, hvor meget effekt det har, når politikerne toner frem på skærmen. Til gengæld ligger der en stor ressource i at udnytte den tillid borgerne har til hinanden, når de mødes i øjenhøjde. Som Obamas kampagnechef David Plouffe udtrykker det i hans bog ”The Audacity to Win”:

”People may have lost trust in many of our institutions, but they still trust the people they live with, the people in their communities, and we as campaigners have to acces that trust.”

Ved at sende frivillige ud og banke på døre i deres lokalområder, kan partierne med andre ord trække på den medmenneskelige tillid, der er mellem viborgensere, århusianere – og i et lille land som Danmark – mellem danskere.

Det virker – nok også i Danmark

Den amerikansk forskning tyder da også på, at der er klare effekter af den direkte kontakt. Erfaringerne kan naturligvis ikke overføres direkte til danske forhold, fordi Danmark er meget anderledes fra USA, hvad angår politisk kultur, parti organisationer og parlamentarisk system. Men da der kun er lavet få danske studier, og resultaterne herfra ikke er entydige, kan de amerikanske erfaringer trods alt bruges som et pejlemærke for forventelige effekter herhjemme.

                      Den klareste effekt af direkte opsøgende kampagne som dør-til-dør-kampagne er på stemmedeltagelsen. Mange, der ellers havde været sofavælgere, bliver mobiliseret til at stemme, når de får en personlig opfordring. Ikke mindre end hvert 14. besøgte hus vil i gennemsnit mobilisere en vælger. En væsentlig grund til det er, at valgdeltagelsen i USA er lav – fx er det som regel kun ca. hver anden der stemmer til præsidentvalgene. Derfor er potentialet for at mobilisere sofavælgere tilsvarende stort. Faktisk så stort at de amerikanske partier laver såkaldte ”get-out-the vote”-kampagner, hvor de sender busser ud til områder med lav valgdeltagelse og mange potentielle stemmer til deres parti. De henter og bringer decideret de potentielle sofavælgerne for at få dem til at stemme.

                      Selvom næsten ni ud af ti stemmer til folketingsvalget herhjemme, og der derfor ikke er nær så mange sofavælgere, bliver folketingsvalg ofte afgjort på marginalerne – og så kan selv få stemmer, der ellers ikke havde været afgivet, gøre forskellen. Samtidig er det bestemte partier, der primært har mulighed for at hente stemmer ved at mobilisere sofavælgere. Det er nemlig særligt potentielle socialdemokratiske, SF- og DF-vælgere, der udgør de 10-15 procents sofavælgere.

                      Udover den stærke effekt på at mobilisere sofavælgere, er der også noget, der tyder på, at stemmer kan flyttes fra et parti til et andet gennem direkte, opsøgende kampagne. Til gengæld giver de amerikanske erfaringer ikke entydige svar på, hvilken vej stemmerne flyttes. Faktisk kan dør-til-dør-kampagne risikere at mobilisere vælgere til fordel for modstanderen, hvis det fx er en kontroversiel interesseorganisation, der går dør-til-dør for et parti eller en kandidat. Omvendt tyder forskningsresultaterne på, at den positive effekt, der forekommer, er stærkest, når kandidaten eller partiet, aktivisterne taler for, ikke allerede er valgt ind.

                      Udover de amerikanske resultater er der også interessante erfaringer fra Norge, hvor effekterne kan forventes at være mere sammenlignelige med danske forhold. I Norge har det socialdemokratiske Arbeiderpartiet fået et analysebureau til at undersøge effekterne af deres dør-til-dør-aktiviteter under Stortingsvalget i 2009. På trods af at Arbeiderpartiet var regeringsbærende og dermed ikke ”udfordrer”, var der en generel tendens til oftere at stemme på Arbeiderpartiet, når borgeren havde fået et besøg. Samtidig fandt Arbeiderpartiet stort potentiale for at mobilisere sofavælgere. Der var næsten en tredjedel færre sofavælgere blandt de borgere, der havde fået besøg af et medlem af Arbeiderpartiet, set i forhold til de borgere, der ikke havde. Selvom valgdeltagelsen i Norge kun er omkring de 76%, mens Danmarks ligger på ca. 86%, er effekten så stærk, at der synes at være potentiale også i en dansk kontekst.

Superkredse, ikke min.HelleThorning.dk

En sidste interessant ting, den norske undersøgelse viser, er, at opbakningen til Fremskridtspartiet faldt, der hvor Arbeiderpartiet havde været på besøg. Og det ret markant. Faktisk næsten med en tredjedel. Hvis det resultat kan overføres til danske forhold, tyder det på, at Socialdemokraterne satsning på den nye strategi har været et rigtigt træk. En af partiets centrale kampe er netop at undgå at miste flere stemmer til Fremskridtspartiets danske søsterparti Dansk Folkeparti.

                      Men hvordan er det egentlig lykkedes Socialdemokraterne at mobilisere en i store træk kampagne-inaktiv medlemsbase med en gennemsnitsalder på næsten 60 år til at besøge hundrede tusindvis af danske hjem. Udover de overordnede forhold så som tre svidende valgnederlag i træk, at der kom en ny (ung) partisekretær til efter 2007-valget og så selvfølgelig det lysende eksempel fra Obamas sejr, så skyldes succesen efter alt at dømme, at Socialdemokraterne har benyttet sig af en intelligent institutionel innovation kaldet ”superkredse”.

                      Hvor Obama-kampagnen – ifølge dem selv - oprettede 35.000 lokale ”organizer groups” på tværs af USA via my.barackobama.com og derved brugte de sociale medier som et centralt element i at mobilisere kampagnens op mod seks millioner frivillige, har Socialdemokraterne ikke oprettet en min.hellethorning.dk eller et mitSocialdemokrati.dk (som fx Arbeiderpartiet i Norges mittArbeiderparti.no). Og selvom de i starten af 2011 har oprettet en facebook app, der kan mange af de samme ting, som den norske side, har deres strategi helt entydigt taget udgangspunkt i det faktum, at de allerede har lokale organiseringsgrupper. Således er partiets 92 kredsforeninger – en til hver af landets 92 valgkredse til folketinget– lokalt forankrede med flere hundrede medlemmer i hver. Problemet er blot, at mange af dem ikke har været videre aktive i kampagner. Men ved at give kredsene mulighed for at blive såkaldte ”superkredse”, har partiet fået sat kampagnevirksomhed på dagsordenen og mobiliseret basen. Når en kreds bliver superkreds, forpligtiger den sig nemlig på at deltage i de nationale kampagneuger, som afholdes med 4-6 ugers mellemrum.  Som superkreds modtager kredsene bl.a. professionelt materiale fra centralt hold, vejledning, kurser og forrang ift. ikke-superkredse, når ledelsen skal på kampagne ude i landet.

                      Udover at superkredsene er en parallelstruktur, der tager udgangspunkt i de eksisterende organer i partiet, er det geniale ved konceptet, at kredsene skal ansøge om at blive superkreds. I et parti med selvbevidste medlemmer, hvor de fleste er gamle nok til ikke at være indstillede på alt for mange nymodens ideer – særligt ikke dem der kommer fra ledelsen i København – og dør-til-dør kampagne er noget, der af mange ses som en Jehovas Vidner-aktivitet, har det været afgørende for strategiens succes, at kredsenes deltagelse er frivillig. Det har på den ene side gjort, at den nye aktivistiske linje ikke skulle igennem rigide demokratiske strukturer internt i Socialdemokratiet. Og på den anden side at kredsene har søgt om at blive superkredse, fordi de gerne vil være med, der hvor der sker noget. Fordi de vil gøre en forskel – og fordi det ikke er et dekret fra partitoppen om, at det er noget, kredsene partout skal. Og en succes har det været. I dag har flere end 60 af de 92 kredsforeninger ansøgt om at blive superkreds - og da der endnu ikke er en kreds, der har fået afslag på en ansøgning, betyder det, at to-tredjedele af kredsene indgår i den centrale kampagnestruktur. Faktisk er succesen så stor, at de socialdemokratiske partier i Sverige, Norge og Holland har overvejelser om at kopiere konceptet.

Medlemmer får styrket rolle i partier

Det nye fokus på at mobilisere græsroden og lave direkte kampagne overfor vælgerne betyder dog ikke, at Socialdemokraterne eller de andre partier går væk fra kampagneværktøjer så som professionelt at påvirke mediebilledet og målrette budskaber til bestemte vælgersegmenter for at flytte afgørende midtervælgere. Derfor er de nye kampagnestrategier ikke udtryk for at medlemmerne og partiet umiddelbart er blevet mere magtfulde i den interne politikformulering. Magten er stadig hos ledelsen – måske bedst illustreret ved at alt materiale til superkredskampagnerne da også er formuleret og distribueret fra partikontoret.

                      Alligevel er genopdagelsen af medlemsbasen som en ressource en interessant og for bare få år siden fuldstændig uventet tendens inden for partiernes udvikling. En udvikling der potentielt kan føre til store omvæltninger for partierne. Tag for eksempel den så ofte omtalte medlemsflugt fra danske partier. Her viser undersøgelser, at en af de væsentligste årsager til at folk historisk har meldt sig ud af partier, er passivitet. Medlemsmobiliseringen kan derfor føre til, at partierne bliver bedre til at holde på medlemmer. Den kan måske endda føre til, at de får flere. Og uanset hvad, så vil en mere aktiv medlemsbase på sigt kunne forventes at kræve indflydelse og udgøre en bedre rekrutteringskanal for fremtidige politiske ledere. Så selvom partilederne fortsat er meget magtfulde, er det tydeligt, at partiet og dets medlemmer i fremtiden ikke vil være ”intet”, som Tim Knudsen spåede i 2005.

Tema:

Emneord:

Forfatter: 
 

Karl Kjær Bang

Redaktør