Cevea

Hvorfor er der fattigdom i Danmark? S-R-regeringen satte allerede kimen til en fattiggørende politik i slutningen af 1990’erne ved gradvist at afvikle socialpolitikken for de allersvageste. VKO har videreført denne tendens – om end i en endnu strammere udgave. Det får Morten Ejrnæs, lektor ved Aalborg Universitet, til at konkludere, at velfærdsordningerne for de mangel fortsat vil bestå, mens socialpolitikken for allersvageste er under afvikling.

Fattigdommen i Danmark i år 2010 er på mange måder bemærkelsesværdig. For det første er Danmark karakteriseret ved, at vi har forholdsvis få fattige i sammenligning med både resten af EU-landene og de øvrige vestlige lande. Danmark hører på engang til blandt både de rigeste samfund i verden og blandt de samfund, der har den mest lige indkomstfordeling.

Endelig har Danmark i lighed med den øvrige verden oplevet en stigende økonomisk velstand i perioden 2001 – 2007, som førte til, at vi 2008 nåede under 2 % arbejdsløshed. På den baggrund er det paradoksalt, at Danmark i perioden fra 1999 har oplevet både en voksende andel fattige i befolkningen og en mere dyb fattigdom.

Det rejser to fundamentale spørgsmål:

Hvorfor indføres love, der fattiggør de i forvejen mest marginaliserede borgere i et skandinavisk velfærdssamfund, der i øvrigt har haft en lang tradition for ligestilling, overholdelse af menneskerettighedskonventioner, solidaritet og humanisme?

Hvordan virker lovene reelt mht. at øge beskæftigelsen og med hensyn til levestandard og livskvalitet?

Ingen af disse spørgsmål har været gjort til genstand for systematisk udforskning, hvilket nok i stort omfang skyldes, at der har været en vis ”berøringsangst” i forhold til fænomenet fattigdom. Således har det altid været. Vi har nok lidt naivt troet, at stor velstand og lighed i sig selv ville forhindre fattigdom. Den nuværende regering har i en langperiode benægtet, at der overhovedet eksisterede fattigdom, og den har nu omformuleret spørgsmålet om fattigdommens eksistens og udvikling til et spørgsmål om at udarbejde ”retvisende fattigdomsindikatorer”. Et arbejde, der imidlertid endnu ikke har ført til resultater.
I det følgende vil jeg på trods af manglen på fattigdomsundersøgelser forsøge at belyse de to spørgsmål.

Årsagerne til den fattiggørende lovgivning

Den socialdemokratisk radikale regerings indførelse af den lave introduktionsydelse i 1999 udgør det første brud med en solidarisk ligestillingspolitik på forsørgelsesområdet. En forbedring af incitamentsstrukturen var den eksplicitte argumentation for den drastiske nedsættelse af ydelserne. Reelt var bl.a. Ekstrabladets kampagne mod, hvad der blev kaldt de fremmedes nasseri på det danske velfærdssystem, tillige en væsentlig drivkraft for gennemførelsen af den nye lovgivning.

Hermed var banen åbnet for den afvikling af socialpolitikken og den samtidige udvikling af arbejdsmarkedspolitikken og en restriktiv udlændingepolitik, der er blevet en realitet med starthjælpen, varighedsbegrænsningen for den almindelige (høje) kontanthjælp, kontanthjælpsloftet, 300 timers-reglen og senest 450 timers reglen.

Drivkræfterne har gennem hele udviklingen været et forsøg på at tilskynde modtagerne af de nedsatte ydelser til at søge job og signalere, at man som udlænding ikke skal vente, at man får de samme rettigheder som indfødte danskere.

Rollefordelingen har fra 2001 som oftest været med Venstre og Konservative som fortalere for det første princip og med Dansk Folkeparti som fortaler for det andet princip. Denne rollefordeling har sikret, at VK-regeringen har kunnet føre ”stueren” argumentation for forslagene som incitamentsfremmende, mens indgrebene på DF’s initiativ konsekvent er blevet designet,så de med klinisk præcision skærer, så det gør
mest ondt på de fremmede.

Konsekvenserne af de incitamentsfremmende ydelser
Den sparsomme fattigdomsforskning har imidlertid ikke kunnet skjule det faktum, at fattigdommen er vokset og uddybet i de seneste år. Det fremgår nemlig direkte af, at en række love har betydet nedsatte takster på forsørgelsesydelserne til de i forvejen mest marginale medlemmer af samfundet. Starthjælpen, 300 og 450-timersreglen er de mest markante eksempler på dette. I Danmark finder vi på grund af minimumslønninger helt hovedsagelig de fattige blandt mennesker, der har de laveste overførselsindkomster som forsørgelsesgrundlag.

Det er klart dokumenteret i AE-rådets analyser af udviklingen i fattigdommen på grundlag af officielle data fra 2001 – 2007. Det betyder, at lovgivningen har ført til både en større andel af fattige og en uddybning af fattigdommen. Et enkelt forskningsprojekt gennemført med støtte fra Rådet for Socialt Udsatte kan give en mere grundig belysning af fattigdommens direkte virkninger.

Livet på de laveste ydelser medfører mange og store afsavn af goder, der i almindelighed anses for nødvendige for at leve i det danske samfund. Det gælder også goder, der er vigtige for at leve et godt familie- og børneliv. Familierne mener, at de lave ydelser gør dem fattige, og de oplever i stort omfang, at de ikke kan gøre det samme som andre familier i deres kvarter og i Danmark.

Nedsættelsen af de økonomiske ydelser betyder for langt de flestes vedkommende, at de bliver modløse. Kun for ca. 25 % af modtagerne af de laveste ydelser fører nedsættelserne til øget jobsøgning. Modtagerne af de laveste ydelser har generelt svært ved at komme ud af fattigdomssituationen, fordi de generelt har et lavt uddannelsesniveau og et dårligt fysisk og psykisk helbred. Deres mulighed for at tilkæmpe sig et job i en situation, hvor der stadig er arbejdsløse dagpengemodtagere og unge med bedre helbred og kvalifikationer, der træder ind på arbejdsmarkedet, er derfor meget små.

Socialpolitikken for de allersvageste er under afvikling
Udviklingen fra 1999 og til i dag har således været præget af en gradvis afvikling af socialpolitikken og en samtidig udvikling af arbejdsmarkedspolitikken kombineret med en restriktiv udlændingepolitik. Udviklingen har været gradvis og har ikke givet anledning til store og principielle diskussioner, hvilket først og fremmest skyldes, at man systematisk har anvendt en salamiteknik, hvor man først har beskåret de allersvageste borgeres forsørgelsesydelser (nyankomne flygtninge), dernæst de næst svageste (marginaliserede grupper, der uddannelsesmæssigt og helbredsmæssigt har meget vanskeligt ved at komme ind på arbejdsmarkedet dvs. marginaliserede etniske minoritetsgrupper og andre svagt stillede grupper) og så fremdeles. Nedskæringerne har således aldrig samtidig berørt en stor velformuleret gruppe med en fagforening eller en ældreorganisation i ryggen .

Det har forhindret protester og betydet, at de drastiske forringelser af disse både små og svage gruppers levevilkår har kunnet foregå uden hverken pressens eller politikeres særlige bevågenhed. De svage grupper har intet fælles talerør, og de har derfor ikke kunnet gøre opmærksom på deres problemer. Snigende og gradvis har der derfor sneget sig en kynisme ind i vores velfærdspolitik.

Velfærdspolitikken er blevet underlagt markedslogikken og fremmedfjendskheden. Velfærdsordningerne for de mange skal nok fortsat komme til at bestå, men socialpolitikken for de allersvageste er under afvikling, hvilket vi finder det tydeligste tegn på i den lovgivning, der systematisk har skabt både en vækst og en uddybningen af fattigdommen i Danmark midt i en velstandsstigning.