Finansskat er radikal politik

Der er intet, der taler for, at de radikale skulle være modstandere af en europæisk afgift på finansielle transaktioner, som dels ikke hæmmer væksten, dels skaber provenu til ønskede investeringer, og dels stemmer overens med radikale beskatningsprincipper.

Det kunne lyde som sund skepsis og påpasselighed, når skatteordfører Nadeem Farooq (R) 12. januar understreger, at hans parti ikke har ideologiske udeståender med bankerne. Men desværre bygger hans argumenter mod en skat på finanstransaktioner på stærkt fejlagtige antagelser.

For det første vil en finansskat, som det stod i Information 18. januar ikke skade økonomien. For det andet er der ikke tale om et nulsumspil. De penge, som afgiften vil indbringe, forsvinder ikke ud af økonomien.

De 10 EU-lande der allerede i dag opererer med forskellige former for finansielle transaktionsafgifter opnår tværtimod et betragteligt provenu, som netop kan anvendes til at sparke gang i de europæiske investeringer og den altafgørende jobskabelse.

Den såkaldte Stamp Duty, som oprindeligt blev indført i Storbritannien i 1694, indbringer således 30-40 milliarder kroner om året. Det har endnu ikke undermineret finanshovedsædet i London, der fortsat sidder på 34 procent af den globale finansielle handel, men det giver gode investeringsmuligheder.

For det tredje er spørgsmålet om en afgift på finansielle transaktioner også et spørgsmål om, hvordan man generelt indretter sit skattesystem.

De fleste fagøkonomer er fortalere for at placere skatter og afgifter på det, vi ønsker mindre af og som dermed kan bruges til at afbøde negative eksternaliteter. Det gælder for eksempel grønne afgifter på energiforbrug, afgifter på tobak eller afgifter på kortsigtede spekulationer.

Radikale ideer

Umiddelbart bekender Radikale Venstre sig netop til denne tænkning, når de på deres egen hjemmesider skriver følgende: »Vi vil øge beskatningen af det, vi har for meget af — sundhedsskadeligt forbrug og forurening — og mindske skatterne på det, vi har brug for — mere arbejdskraft«.

På denne baggrund er der intet, der taler for, at de radikale skulle være modstandere af en europæisk afgift på finansielle transaktioner, som dels ikke hæmmer væksten, dels skaber provenu til ønskede investeringer, og dels stemmer overens med radikale beskatningsprincipper.

Vi må altså forvente, at de er på bølgelængde med Sarkozy, Merkel, 80 procent af den europæiske befolkning, og alle andre der i dag kæmper for at skabe en mere bæredygtig vækst i Europa.