Kommunerne har magt til at fremme ligeløn mellem kønnene. Men der er ingen hjælp at hente hos Lønkommissionen, som har hældt gammel vin på nye flasker

At Danmark IKKE er førende på ligelønsområdet overrasker nok de fleste, for det passer ikke med vores selvopfattelse. Vi var tidligt ude med kvindelig stemmeret, og vi havde verdens første kvindelige minister. Ikke desto mindre er vi langt bagud med hensyn til ligeløn. Faktisk på EU's 17. plads. Vores bagstræberiske position fik vi blandt andet bekræftet ved overenskomstkonflikten i 2008, hvor SOSU'er og sygeplejersker krævede ' mandeløn til kvindefag'. Resultatet blev en beskeden lønstigning i de offentlige kvindefag og nedsættelsen af en Lønkommission.

Efter halvandet år med hårde kampe mellem kommissionens medlemmer fra lønmodtager-og arbejdsgiverorganisationer har arbejdet omsider båret frugt- eller har det? For konklusionerne er hverken nye eller ukendte.

Lønkommissionen bekræfter, at mænd arbejder med maskiner og it mens kvinder arbejder med mennesker og omsorg - typisk SOSU'er, pædagoger, sygeplejersker og administrativt personale. Det er tydeligt, at arbejdet med mennesker ikke vægtes lige så højt som arbejdet med teknik, for kvindefagene får 18 procent mindre i løn end mandefagene på trods af, at de to køn har samme længde uddannelse.

Og det er netop den statistiske forklaring på løngabet.

Hvem skal have lige løn?

Danmark underskrev allerede i 1960 International Labour Organisations ( ILO) konvention om, at mænd og kvinder skal have lige løn for arbejde af samme værdi. Men det var først i 1976, at Danmark følte sig tvunget til at tage skridtet fuldt ud og lave en ligelønslov - og det var udelukkende for at kunne leve op til det ligelønsdirektiv, som EF havde vedtaget.

Og så gik det hele ellers i stå. Bruttoløngabet imellem mænd og kvinder har været konstant i de sidste 20 år og ligger i dag med Lønkommissionens nyeste beregninger et sted mellem 14 og 18 procent. Kun lande som Malta, Portugal og Italien lønner mere ulige end Danmark.

Lønkommissionen tager fat i problemet med det kønsopdelte arbejdsmarked ved at vurdere, at kvinder og mænd skal have lige løn for arbejde af samme værdi, som ligelønsloven foreskriver. Det er kompliceret og teknisk.

Men Lønkommissionen følger ikke problemet til dørs. Hverken i ligelønsloven, EU's direktiv eller ILO-konventionen er arbejde af samme værdi defineret. For hvad er samme værdi egentlig? Lønkommissionen fejler fælt ved ikke at lave en klar definition. Problemet er nu ekspederet videre til arbejdsmarkedets parter, som ikke tidligere har kunnet nå enighed om en definition. Det betyder, at en sygeplejerske og en politibetjent, der har nogenlunde den samme type uddannelse og ansvar, men som arbejder i forskellige brancher, ikke får den samme løn. Og det er kvinden, der taber.

Netop fordi det danske arbejdsmarked er så stærkt kønsopdelt, har definitionen af ' arbejde af samme værdi' en enorm betydning for sikringen af ligeløn, da begrebet ' samme værdi' flytter fokus fra kønnet til arbejdsopgaverne.

Er det for eksempel mindre værdifuldt at gøre rent på en skole tidligt om morgenen end at køre skrald til forbrændingen på samme tidspunkt?.

Den ene hane bliver altid leder

Man skulle tro, at denne stærke kønsopdeling på brancher ville betyde, at den hierarkiske kønsstruktur, hvor det primært er mænd, der er ledere, ville blive reduceret. Men dette er langtfra tilfældet. Selv i kommunerne, hvor to tredjedele af de ansatte er kvinder, har mændene langt større sandsynlighed for at blive ledere.

Som svar på denne ulige fordeling konkluderer Lønkommissionen, at mænd i højere grad end kvinder ønsker og forventer at blive ledere. Kommissionen lægger op til, at det er kvinderne selv, der fravælger lederpositioner.

Det skulle således være de kvindelige gener, der betyder, at de ikke vælger lederstillingerne.

Argumentationen svarer her til lægevidenskaben anno 1917, hvor man konkluderede, at stillesiddende intellektuelt arbejde kunne skade unge kvinders evne til at få børn: " Erfaringen viser, at det ikke er legemligt arbejde, der skader, hvis menstruationen ellers er normal, men at det er studier og andet intellektuelt arbejde, der gør fortræd" ( læge Poul Hertz).

Hvornår vi opnår lige løn mellem mænd og kvinder, kan man desværre kun spå om. Men det er indlysende, at kommunerne som arbejdsgiver over både mande-og kvindefag sidder med en enorm magt til at gennemtvinge den nødvendige definition af arbejde af samme værdi og dermed sikre et vigtigt skridt for ligeløn på tværs af kønnene. :.

Kommunerne sidder med en enorm magt til at gennemtvinge den nødvendige definition af arbejde af samme værdi og dermed sikre et vigtigt skridt for ligeløn på tværs af kønnene.