Pas på - teknokraterne kommer

I disse dage bliver Bornholm indtaget af politikere, lobbyister og andre teknokrater, der gæster Allinge og resten af den folkekære solskinsø i forbindelse med det såkaldte »Folkemøde«. Det er flere tusinde akademikere, der med små trolleyer, slips og buksedragt mødes for at diskutere Danmarks fremtid.

Der er ingen tvivl om at Folkemødet er en vigtig, og på mange måder nødvendighed, begivenhed i det danske demokrati. Vi har brug for at skabe politiske frirum, hvor visioner og idealer kan blive sat i første række frem for den daglige trummerum, hvor det alene bliver det korte sigt og konsensussuppen, der hersker. Denne form for fritænkning er netop helt nødvendig for at vores demokrati kan vokse.

Men problemet med Folkemødet er netop ikke politikerne eller embedsmændene, men selve folket og den folkelige inddragelse. Sidste år var den manglende inddragelse af bornholmere og resten af den danske befolkning helt fraværende. Ikke engang på Folkemødet var der plads til folket.

Der er således en overhængende fare for at Folkemødet bliver et spejlbillede af den politiske udvikling, som vi har set i Danmark over de sidste mange år. Vores repræsentative demokrati er efterhånden nærmest proforma.

Uddannelsesniveauet hos folketingsmedlemmerne matcher langt fra niveauet hos den øvrige befolkning. Antallet af folketingstaburetter, hvorpå der sidder akademikere har aldrig været højere. Ved Folketingsvalget i 2011 var 64 pct. af de 179 folketingsmedlemmer akademikere, mens kun 7 pct. af den danske befolkning er akademikere.

Hvis vi ser tilbage på vores folkevalgte anno 1849, var kendetegnet her; høj hat, spadserestok og baggrund i det bedre borgerskab. Men repræsentativiteten - målt på uddannelse - var rent faktisk bredere på dette tidspunkt.

Den uddannelsesmæssige fordeling i Folketinget var altså større i 1849, end den er i dag - på trods af, at kun 15 pct. af Danmarks befolkning havde stemmeret dengang. Magten er altså gået fra høj hat og spadserestok til trolleykuffert og cand.scient.pol

Pointen er netop, at vores folkestyre, ligesom vores Folkemøde har behov for en demokratisk transfusion af almindelige mennesker, der lever almindelige liv på almindelige arbejdspladser.

I politik handler det ikke nødvendigvis om blot at kunne sine teoretikere på ryggraden eller være i stand til at tyde indviklede økonomiske grafer. Det handler om at repræsentere befolkningen, kende deres problemer og kunne tale deres sag, samt at kunne udfordre befolkningen, når det er nødvendigt og sætte en langsigtet visionær dagsorden.

Der er således en overhængende fare for at et styrket elitedemokrati, hvor man på det nærmeste uddanner sig til politikere. Det vil betyde en øget afstand til de politiske beslutninger og dermed øget politikerlede fra store dele af befolkningen. 

Den seneste tids store kriser og politiske udfordringer skyldes netop denne gradvise afkobling af den almindelige vælgerbefolkning.

Den globale økonomiske krise opstod ikke, fordi man lyttede for meget til borgerne, men for meget til de store banker. Den græske økonomi knækkede, fordi borgerne ikke havde tillid til, at politikerne kunne forvalte de penge, som de skulle have indbetalt i skat.

Og endelig så opstod den bureaukratiske og dyre kontrol med de offentligt ansatte, der skal notere hver en beslutning i Excel ark på håndholdte computere ikke ud af medindflydelse. Vores samfund hænger altså ikke sammen uden den nødvendige demokratiske inddragelse og legitimitet.

Så selvom Folkemødet allerede forsøger at styrke den folkelige inddragelse og lade flere almindelige mennesker komme til orde, så skal der utvivlsomt langt mere drastiske midler i brug for at skabe den nødvendige demokratiske og folkelige kontakt.

Det handler om direkte borgerinddragelse mellem valgene, det handler om at sige fra overfor embedsvældet, og det handler en bredere rekruttering af kommende politikere.