Borgernes inddragelse - afdækning af det frivilliges potentiale

Danskerne har stor anerkendelse for det frivillige arbejde i Danmark. Ifølge en ny undersøgelse, som Cevea har fået lavet af analyseinstituttet Interresearch i samarbejde med Frivilligt Forum og Danmarks Idræts-Forbund, mener hele 46 procent af danskerne, at de frivillige løser nogle opgaver bedre end det offentlige og det private, mens kun 15,9 procent er uenige. 77,8 procent er helt eller delvist enige i, at der altid vil være brug for frivillige hænder i det danske civilsamfund.
Danskerne mener altså, at den frivillige sektor udgør et afgørende supplement til den offentlige og private sektor. Dette er også Ceveas holdning. De frivillige skal bruges der, hvor de kan supplere, understøtte og udvikle løsninger på konkrete udfordringer. De særlige karakteristika og værdier for det frivillige arbejde bunder i, at de frivillige har 1) engagement og ansvarlighed, 2) indsigt og nærhed, 3) påhitsomhed og fleksibilitet samt 4) respekt og gensidighed i de sociale fællesskaber.
Disse værdier har særligt et potentiale i forhold til fornyelse af den offentlige velfærd og socialpolitikken. Her bør civilsamfundet spille en meget større rolle. Men også i den brede, folkelige frivillighed - i idræts-, bolig eller hobbyforeningen. Her udvikles og næres det danske demokrati og sammenhængskraften i samfundet. Integrationen er et område, hvor det frivillige vil have et enormt potentiale. Mens den almindelige dansker har indset det frivilliges store samfundspotentiale og erklærer sig villige til at påtage sig en større arbejdsbyrde i den frivillige sektor, så halter de danske politikere fortsat langt bagefter - ikke mindst i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. I Washington har præsident Barack Obama flyttet civilsamfundet ind i Det Hvide Hus, mens Tony Blair allerede i 2002 åbnede sit ambitiøse ”Office for the Third Sector”. Sideløbende har både Norge og Sverige vedtaget ambitiøse nationale handlingsplaner for udvikling og understøttelse af civilsamfundet
og for realisering af det frivillige potentiale.
Og potentialet er derude. Hvis Danmark f.eks. bare kom på niveau med Sverige hvad angår frivilligt, ulønnet arbejde, ville det øge arbejdsstyrken med, hvad der svarer til ca. 130.000 fuldtidsjobs. I kroner og øre udgør det en værdi for det danske samfund svarende til ca. 56 milliarder årligt, eller 3.9 procent af BNP. Cevea mener, det er på tide, at politikerne anerkender værdien af et stærkt og levende civilsamfund – og skrider til handling nu. Derfor har Cevea lavet denne rapport og et idékatalog over 22 konkrete policy-forslag, som politikerne kan gennemføre i dag.






