Cevea er det bedste bud på en progressiv tænketank
Der blev på debatsiderne (24.10.) opfordret til, at alle gode kræfter samles om at sikre Danmark en fræk og slagkraftig tænketank for venstrefløjen. Samtidig har flere stillet indirekte spørgsmål ved, om det er det nu etårige Cevea , der kan levere varen.
Vi er ikke i tvivl: Cevea har stort potentiale og et stærkt fundament. Tænketanken har på trods af sin korte levetid og meget begrænsede midler formået at gøre en forskel. Som folketingsmedlemmer og politisk aktive har vi i høj grad brug for inspiration fra andre dele af samfundet. Politik udvikles ikke kun på Christiansborg, i partiforeninger eller fagbevægelse. Det er derfor, at vi har brug for et seriøst bindeled, der kan sammentænke det bedste fra den akademiske verden med de aktuelle politiske dagsordener ud fra et eksplicit ideologisk udgangspunkt. Det kan tænketanke, og derfor er det særdeles positivt, at vi endelig har fået en idépolitisk centrum-venstre-tænketank i Danmark.
Indlægget er skrevet af Mogens Lykketoft (MF, S), Yildiz Akdogan (MF, S) og Jane Sørensen (MF, F).













