Venstrefløjen: ÷ Selvransagelse + offerideologi

Venstrefløjen: ÷ Selvransagelse + offerideologi

I kølvandet på Peter Øvig Knudsens to bøger om Blekingegadebanden blev der atter taget hul på spørgsmålet om venstreorienteredes revolutionære voldsfantasier i 1970’erne og fraværet af selvransagelse over deres hyldest til eller stiltiende accept af kommunistiske diktaturer.

Som Øvig Knudsen er inde på, er der på venstrefløjen en indædt modvilje mod at tage hul på den diskussion. Det er fx ikke ualmindeligt at høre venstreorienterede forsvare sig med, at højrefløjen ikke var bedre, fordi den støttede imperialistiske krige og fascistiske militærdiktaturer; at der på venstrefløjen var en udbredt kritisk holdning til især USSR og vasalstater; eller den lidt resignerende, at man ikke vidste, hvad der foregik. Altså: de andre var ikke bedre, vi var skam kritiske eller vi var i god tro.

Formålet med disse afværgemanøvrer er naturligvis at kunne godtgøre, at der ikke noget at komme efter, hvorfor evt. dårlig samvittighed kan dulmes ved at blive holdt på afstand. Kritikken kan derfor koges ned til en hetz fra en selvretfærdig og kæphøj højrefløj, der vil have hævn. Og det vil den formentlig også gerne! Men pointen er, at venstrefløjen med denne afvisning af selvrefleksion kommer til at indtage rollen som offer, og at dette blokerer for enhver form for nytænkning. Dyrkelsen af offerrollen er et behageligt fix – det er selvbekræftende og passiviserende.

At højreorienterede dækker over politiske forbrydelser og undertrykkelse er indiskutabelt, men er det et argument for at venstreorienterede skal gøre det samme? I øvrigt er omfanget meget forskelligt. De to største politiske forbrydere i det 20. århundrede – Stalin og Mao – var ansvarlige for udryddelsen af sammenlagt måske omkring 75 millioner mennesker. Selv en diktator som Sukarno, der forestod mordet på 0,5-1 million indonesiske kommunister i midten af 1960’erne, blegner i sammenligning med de to allermest tilbedte venstrefløjsikoner.

Når det gælder indvendingen at de fleste på venstrefløjen var kritiske overfor kommunistiske diktaturer, er det selvfølgelig rigtigt, at der blev skrevet meget om, at den ”virkeliggjorte socialisme” ikke var så virkelig endda. Men bortset fra det skete der ikke noget. Der var ikke nogen indignation over den brutale og systematiske undertrykkelse folk var underlagt, der spændte fra daglig krænkelse af individers frihed over fængslinger og henrettelse af dissidenter til folkemord. Tænk blot på hvor forskellige reaktionerne var på Pinochets Chile og Pol Pots Kampuchea i 1970’erne.

Der var ikke grænser for venstrefløjens indignation over statskuppet mod Allendes socialistiske regering og indsættelsen af et fascistisk militærdiktatur iscenesat af USA. I Pinochets 18 år som diktator (1973-1991) blev ca. 3.200 mennesker dræbt. En oplagt vindersag for venstrefløjen med klar ven/fjende logik: demokrati, socialisme og folket overfor militærdiktatur, fascisme og imperialisme. Med Pol Pots Kampuchea forholdt det sig helt anderledes. Her stod man overfor politiske forbrydere af en ganske anden støbning, der med folkemordet på omkring to millioner mennesker, dvs. en fjerdedel af landets befolkning, hensatte Pinochet til børnehaveklassen blandt politiske mordere. Men her udviste venstrefløjen ingen tegn på indignation men forholdt sig passiv. Bortset fra maoisterne vel at mærke, der dannede støttekomiteer og tog på guidede dannelsesrejser til det nye landbrugsparadis. Den passive accept skyldtes, at der her var gået kludder i ven/fjende regnskabet. For de fleste venstreorienterede var Pol Pot nok ikke lige sagen, men fordi han var fjendens (USA’s) fjende blev han fredet. Dvs. regimet blev trods alt set som en del af venstrefløjsfamilien på trods af at de røde khmerer hyldede en blanding af millinarianisme, bondepopulisme, anti-by og ikke mindst anti-modernisme, der ligger (eller rettere burde ligge) venstreorienterede meget fjernt.

Det er dette familiesammenhold – ikke bare med Pol Pot men med allehånde diktaturer og deres forbrydelser mod menneskeheden – der er en af de væsentlige årsager til, at det ikke bare var DKP’ere men venstrefløjen i al almindelighed, der blev ramt og følte sig ramt af ”murens fald” i 1989. Nok havde den brede venstrefløj aldrig brudt sig om regimerne i Østblokken, men man var heller aldrig rigtig indigneret over, hvad der foregik og var egentlig heller ikke interesseret i at vide noget. Sikkert fordi man var mere opsat på at bekræfte og koreografere sine fjendebilleder i statements, møder og demonstrationer, end reelt at gøre noget for dem det handlede om. Den manglende viden om undertrykkelse i kommunistiske regimer har været afgørende for at opbygge venstrefløjens ven/fjende identitet med USA som indbegrebet af fjenden i enhver henseende. Og derudover har fraværet af information og viden tjent som undskyldning for at være ligeglad.

Scocozza, der var formand for det maoistiske KAP, rettede en forudsigelig kritik af Øvig Knudsen i Information (2-3/2 2008): ”Da vi forsvarede Kampuchea, anede vi ikke (heller ikke Øvig) at det stod så galt til, som det gjorde”. Men sagen er, at Scocozza og hans partikammerater ikke ønskede at vide noget og at den viden, der var tilgængelig uden at blinke blev afvist som fjendtlig, dvs. imperialistisk og højreorienteret propaganda. Sagen er også, at for maoisterne var folkemord allerhøjst et PR problem, som det også alle dage havde været for DKP’ere. Tænk fx på maoisternes uhildede støtte til ”den store rorgænger” og deres mere lunkne men dog 70 % støtte til Stalin, hvilket så må indebære at de var indforstået med at regimet dræbte mange millioner mennesker.

Set i det lys er det måske ikke så underligt at kritisk selvrefleksion har så trange kår på venstrefløjen. For det ville gøre det påkrævet at forklare, ikke så meget ’70ernes voldsromantik som indifferens overfor vold og undertrykkelse. Det ville også blotlægge, at ens ledetråd ikke var det rette, det gode, det sande eller folket, men fjendebilleder og den berusende identitetsfølelse, disse dannede rammen om. Det var fjendebilleder der styrede, hvad man blev indigneret over og hvad man lod passere i tavshed, fordi man ikke anede noget og derfor heller ikke anede uråd. Det der gjorde venstrefløjen indigneret er ikke diktatur, undertrykkelse og folkemord, men derimod hvem der begår uhyrlighederne – noget der beklageligvis ikke har ændret sig, nu er det bare andre forbrydere og forbrydelser, men vælger at se bort fra. Hvis det er vennerne bortforklares det, hvis det er fjendens fjender negligeres det, og hvis det er fjenden bores der i det til hudløshed.

Dette hykleri er organiseret efter en ven/fjende logik, hvor venner og fjender bliver vurderet efter forskellige standarder. Når det af venstrefløjen selv ikke opfattes som hyklerisk men tværtimod som indbegrebet af moralsk integritet skyldes det, at venstrefløjen i sin egen selvforståelse inkarnerer det gode og derfor er moralsk overlegen i forhold til højrefløjen med dens indre svinehund. Det vedrører alt fra menneskesyn til indretning af samfund, hvilket har konsekvenser for, hvordan man ser på skyld. Både god/ond og skyld/uskyld er forbundet med den offerideologi, der præger en livløs venstreorientering i dag.

Når venstrefløjens moralske overlegenhed ikke lader sig anfægte af de utallige og ufattelige forbrydelser begået i socialismens navn, er det fordi venstreorienterede har været i stand til at forpuppe sig i en forestilling om at disse forbrydelser skyldes perverteringen af ædle socialistiske idealer. Selvfølgelig er de der perverterer ikke uden skyld, men roden til dette onde – og dermed den egentlige årsag til undertrykkelse – skal altid findes i udefrakommende omstændigheder og trusler. Det kan være kapitalisme, imperialisme og globalisering, men det kan også være systemet, egoismen og de højreorienterede.

Effekten af den slags ”dolkestødslegender” er at immunisere idealerne fra en belastende virkelighed. Prisen som venstrefløjen har været parat til at betale har været en de facto accept af politisk undertrykkelse. Venstrefløjen kan kun fastholde sin forestilling om at have monopol på godhed og fællesskab ved at fraskrive sig ansvaret for perverteringen af idealerne og dermed kaste sig i armene på offerideologi.

Men hermed fraskriver den sig også muligheden for et opgør, der er andet og mere end højrefløjens krav om bodsgang, der jo er designet til en venstrefløj, der i forvejen ligger ned tynget af vægten af sit eget hykleri. Selvransagelse skal ikke være tilbageskuende og undskyldende, men et fremadrettet opgør med offermentalitetens hykleri, hvor der ikke er plads til selvgodhed og tvivlsomme bortforklaringer. Det gælder om at være i stand til at handle, ikke om at forklare hvorfor andre forhindrer en i det.