Fra venstreorientering til desorientering

Fra venstreorientering til desorientering

Hvad er problemet?

I sit indlæg i Politiken 31/10 (’Jeg savner sgu PH’) leverer Søren Espersen en rammende kritik af kulturradikale venstreorienterede. Hvordan det kan være, at denne tradition er degenereret fra at være kritisk og provokerende til at være frygtsom og konform? Hvorfor harcelerer man ikke længere mod de bedrevidende og arrogantes løftede pegefingre, mod religiøs fordummelse og småborgerlig selvtilstrækkelighed? Frem for at afvise Espersens kritik som perfid og højreorienteret, vil det være mere frugtbart at se på, hvad der er sket med venstreorientering de sidste par årtier.

I slutningen af 1980’erne skete et afgørende brud i venstreorientering, hvor kulturrelativisme og offerideologi for alvor begyndte at gøre sig gældende. Skal man nævne to begivenheder, der har bidraget hertil, må det være Rushdie sagen, der for alvor tog fart i 1989 og murens fald samme år. Begge har bidraget til desorienteringen af venstrefløjen, der har bragt den på kant med moderne demokratiske værdier. To forhold kan nævnes:

For det første har venstreorientering udviklet sig i kulturalistiske baner, der har aktualiseret OPPE/NEDE og INDE/UDE orienteringer frem for HØJRE/VENSTRE orientering. Dette er et brud med det demokratiske princip om paritet mellem parter og har resulteret i at venstreorientering er gerådet ud i offerideologi, relativisme, intolerance og afpolitisering.

For det andet er dette brud ledsaget af at den historiske forbindelse mellem VENSTRE og FREMME er blevet cuttet til fordel for én mellem VENSTRE og TILBAGE. Konsekvensen har været at venstreorientering har udviklet sig i konservativ retning, hvor alt det man tidligere støttede, nu omgås med den største skepsis som fx fremskridt og emancipation.

Venstrefløjsreflekser i dag

Det vi ser i dag er demokratiske brist opstået som følge af tre træk ved venstreorientering:

Oppositionsrollen: Man vil for enhver pris være i opposition mod systemet, hvorfor man dyrker at være UDE. For jo længere afstand der er til det konforme, desto mere autentisk er man. Det skyldes at den/de fremmede er ubesmittet og at dem der taler på vegne af dem derfor kan projicere sine egne forestillinger ind i dem. Fantasiforestillinger om ”oprindelige” folks særlige pagt med naturen, synes at borge for at der er en særlig indsigt hos dem, der ikke er inficeret af modernitet og Vesten. Altså dem der ikke er som os. UDE orienteringen gør sig også gældende, når det at kritisere kapitalisme er vigtigere end det der bliver kritiseret. Først blev kapitalisme kritiseret for ikke at være effektiv nok til at øge velstand og for at forkrøble folk pga. ensformighed. Men med efterkrigstidens økonomiske boom kunne kapitalisme nu det, den tidligere blev kritiseret for ikke at kunne. Derfor bliver kritikken vendt på hovedet, så nu er problemet at kapitalisme er for effektiv og giver for mange valgmuligheder. Om det er kultur eller kapitalisme er det en taberstrategi, der ikke kan appellere bredt.

Offerideologien: Man har viklet sig ind i en offerideologi, hvor det ikke gælder om at dele sig efter anskuelser men efter medlemskab af udsatte grupper. Således dyrker man både UDE og NEDE, og når grupper får dette stempel, vil det sanktionere alt, hvad de gør. Her er tidligere tiders højtsvungne forestillinger om emancipation degenereret til at friholde dem, der har opnået dette privilegium, fra kritik og ansvar. Igen har vi at gøre med en strategi til at legitimere afmægtighed. Resultatet er, at enhver kritik vil blive udlagt som et uretmæssigt angreb. Det var tydeligt ifm. med Muhammed krisen, hvor venstreorienterede slog på, at ytringsfrihed er at kritisere magthaverne – altså dem der er INDE og OPPE – og ikke dem, der ligger ned trampet på af selv samme. Her ser man et glid fra at være dem, der taler på vegne af dem der er NEDE for at få dem OP til en leflen for dem der er UDE og NEDE. Fokus er altså skiftet fra social lighed til kulturel forskellighed og fra argumenter til positioner.

Anti-modernitet og anti-vest: Som alle andre reaktionære verden over flirter også venstreorienterede med romantikkens reaktion mod oplysningstid. Dette kommer til udtryk i en udpræget skepsis overfor alt hvad der har at gøre med Vesten, modernitet, fremskridt, individualitet, frihed og lighed, fornuft og i det hele taget frigørelse fra tyngende autoriteter. Hermed har man kastet sig i armene på radikalkonservatives anslag mod moderne demokrati. Den universalisme der ligger i at tale om rettigheder er også problematisk, hvis de kolliderer med religiøse påbud, magteliters interesser og gældende ven/fjende forhold. Denne skepsis er, udover at køre på UDE og NEDE, en TILBAGE orientering, hvor kultur er et skæbnefællesskab, man er rundet af og bundet til og som ikke er inficeret af moderniteten og vesten. Søgningen efter autentiske og lukkede fællesskaber står i skarp kontrast til moderne demokrati. For her er det politiske fællesskab villet og baseret på værdier som frihed, lighed og fornuft.

Venstreorientering i dag

Det der går for at være venstreorientering i dag er egentlig en UDE, NEDE og TILBAGE orientering af kulturalistisk tilsnit, der har visse ligheder med racisme. Det skyldes dels at kultur kan det samme som race kunne tidligere, nemlig at stadfæste uoverstigelige barrierer mellem grupper, og dels at man opererer med dobbeltstandarder, hvor dem med kulturstemplet kan gøre ting vi andre ikke kan. Dette er uforeneligt med HØJRE/VENSTRE orientering, hvor sameksistens hviler på politiske og ikke på kulturelle kriterier som køn, etnicitet og religion. Med den leflen for identitetspolitik, der i de sidste par årtier har gjort sig gældende på venstrefløjen, er det ikke mærkeligt, at den har indoptaget holdninger, der ellers har været forbeholdt højreorienterede. I tilgift har man excelleret i både elitær og afpolitiserende selvgodhed. Her kan man hæfte sig ved to forhold, der også viste sig i Muhammed krisen.

For det første at den evindelige insisteren på den gode tone peger tilbage på, at politisk debat i offentlige fora bliver set i forlængelse af det dannede intime selskab. Her er der klare grænser mellem kritik og provokation. Men ’ude i virkeligheden’ er der ingen fælles standarder for, hvornår noget er sagligt eller forhånende. Så hvor det for de højreorienterede er den indre svinehund og ølbøvsen der krænges ud i offentligheden, er det for vore dages afblegede kulturradikale den høflige og højpandede samtale, der skal sætte dagsordnen. Og fordi den ikke kan det mere, bliver vi fodret med dommedagsprofetier om at vi er til falds for egoisme, populisme og racisme.

For det andet er det karakteristisk, at den venstrefløj der insisterer på den gode tone er på afstand af den politiske virkelighed og har indtaget rollen som kommentatorer, der fra sidelinjen kan belære offentligheden om undertrykte folks følelser og komme med gode råd til hvordan man skal opføre sig. Det hører med til billedet af en defensiv venstrefløj, at da der var gang i den, havde man kun hån til overs for dem der prækede god tone. Her var der ingen fine fornemmelser og afvigere blev rask væk stemplet som småborgerlige. Nu hvor man selv ligger ned, er der ikke grænser for hvor fintfølende man er.

Krænkelsens politik

Når der går føleri i politik, vil kritik blive oplevet som krænkelse og latterliggørelse. Modtrækket har været krav om anerkendelse og respekt, hvilket har været venstrefløjens bud på at sikre den gode tone. Det politiske spil kommer til at handle om at få status af at være offer, der har et særligt krav på beskyttelse. Hermed rodfæstes offerrollen i den politiske forestillingshorisont, der eroderer sammenhængskraften i det politiske fællesskab.

Det vi ser her er at offerideologiens blanding af anti-imperialistisk og kulturrelativistisk konservatisme overtager svundne tiders socialistiske avantgardisme. Ved at operere med en undertrykker/offer logik kan man infantilisere dem, der får offerstatus, hvilket vil sige at de ikke er individer, der kan drages til ansvar for deres handlinger. At se folk som sårbare og frygtsomme ofre for udviklingen eller magthaverne avler mistro og resignation. Derfor kommer konflikter til at stå mellem (1) de moralsk overlegne og gode, de intelligent og vidende, de kosmopolitiske, de frisindede og progressive og (2) de underlegne og onde, de ubegavede og uvidende, de xenofobiske, de snerpede og reaktionære.

Hvordan kunne det gå til at kulturalistiske strømninger har været i stand til at præge venstreorientering de sidste par årtier? Tidligere betød det at være radikal at man var socialist, sekulær og til emancipation og universalisme. Det gjaldt også dem, der fra slutningen af 1980’erne begyndte at kalde sig ”muslimer”, men som ikke identificerede sig som sådanne inden da. For dem stod ”radikal” for sekulær, vestlig og venstreorienteret. I dag er det som bekendt omvendt: religiøs, anti-vestlig og anti-demokratisk. Men hvordan kommer man fra kritikken af imperialisme og kapitalisme til anti-globalisering, anti-modernitet og anti-vest? Her er kultur og ven/fjende forhold centrale.

Kulturalisme og ven/fjende forhold

Socialisme og kultur kan det samme, når de bruges som noget ubetinget. Fordi det at være i opposition er et must, må man lægge et røgslør ud over forhold, man ellers ikke bryder sig om, så de kan tages til indtægt for det fremmede. For vi er som vesterlændinge skyldige og venstreorienterede påtager sig denne skyld. Dvs. man ofrer sig og har derfor moralsk kredit. Denne altruisme er kilden til selvgodhed og til at kritisere de andres ”tone” og ”menneskesyn”.

Man kan se kulturrelativismens skarpe skel mellem kulturer som en måde at værne om selvgodhed ved at være ligeglad med hvad der foregår hos dem. Hermed kan man dulme evt. ubehag ved at støtte formørkede regimer og det uanset om det er islamistiske terrorbevægelser, Mugabes diktatur i Zimbabwe eller folkemordet i Darfur. Med kulturkortet følger enkeltbillet til fascisme, selvgodhed og indifference!

Men hvor meget nyt er der heri? Tidligere støttede man kommunistiske diktaturer, der mht. brutalitet ikke lod fascismen noget efter, eller også var man som ’70ernes venstrefløj kritiske overfor disse regimer men reelt ligeglad, fordi ens reflekser slukkede for indignation, når man så over på den anden side af jerntæppet. Det var også helt almindeligt at hylde terrororganisationer og diktaturer, hvis de så USA som fjenden. Hermed kunne man se dem i et beroligende skær af at være en del af en større venstrefløjsfamilie, der, selvom man måske ikke lige skulle tro det, kæmpede for retfærdighed.

Alt dette blev orkestreret af offerlogikken, hvor man kunne tænde og slukke for indignation, alt efter hvor man befandt sig i ven/fjende landskabet. Det afgørende var, at selvgodheden ikke blev antastet. Det er en af årsagerne til at man blev og stadig bliver voldsomt indigneret over den mindste bagatel, når det foregår en ens egen ’lejr’, samtidig med at man ser gennem fingre med undertrykkelse og folkemord, når det er fjendens fjender, der er på spil. Denne ven/fjende logik faldt ikke samtidig med Muren, men blev nu afstivet af kulturkortet, der muliggjorde at fortsætte det gamle anti-imperialisme = anti-USA spor.

Forskellen er at sporet i dag er mere udtalt anti-amerikansk, hvilket burde have alarmeret venstreorienterede. For anti-amerikanisme har altid har gået hånd i hånd med angreb på demokratiske traditioner og institutioner. Det plejede ellers at være noget, der kendetegnede fascistiske, puritanske og nationalromantiske bevægelser. Når venstreorienterede nu flirter med denne form for kritik skyldes det ikke at militant Islamisme er sagen, men at det i disse årtier stort set er den eneste vare på antiimperialismehylden. Og når alt kommer til alt, er de folk venstreorienterede støtter nu næppe værre end alle de andre storforbrydere man har tilbedt gennem tiden, langt fra faktisk.

Det ”ufattelige” skift i orientering

Forskellen mellem venstreorientering for tre-fire årtier siden og i dag er at identitetspolitikken orienteres mod det der er tilbage og ikke mod fremtiden. Man klynger sig til det, der er opnået og som nu står for fald og til de andres kultur. Her er der tale om et historisk brud i venstreorientering: i 200 år var VENSTRE uløseligt knyttet til FREMME: det progressive, udvikling og fremskridt, håb og emancipation. Nu er det omvendt.

Det er stærkt bekymrende, at venstreorienterede nærmest umærkeligt overtager orienteringer, der, indtil for et par årtier siden, var forbundet med radikale reaktionære og som har gjort venstrefløjen desorienteret og reaktiv.

Man kan undre sig over, at venstreorienterede ikke har haft skrupler med at indoptage en kulturalistisk identitetspolitik, der vender op og ned på, hvad det vil sige at være venstreorienteret. Men når det kommer til stykket, er det måske ikke så underligt endda, for kulturalisme kan afstive en desorienteret venstrefløj. Det kan den gøre ved at:

• Danne ramme om politisk intensitet vis-a-vis ven/fjende forhold, der kredser om kollektivisme, solidaritet og eksklusion som nødvendige for stærk gruppeidentitet. Hermed bliver

• Fællesskaber en autentisk kraft, der definerer en i modsætning til andre og som udgrænset i forhold til ’systemet’. Dette åbner op for

• En kritik af individualisme og liberalisme for at fremme egoisme og underminere fællesskab, og et alternativ der dyrker kultur som skæbne og ’den fremmede’ som modstandsfigur. Via oppositionsrollen kan

• Selvgodheden vedligeholdes ved at skrue op og ned for affektion og indifferens afhængig af hvilke ven/fjende forhold, der gælder og ved at holde den gode tone. Endelig har kulturkortet været i stand til at

• Forbinde kritik af kapitalisme/imperialisme og af moderne demokrati, der især er blevet fremført af hhv. radikale venstre- og højreorienterede.

Dette kan være nogen af de forhold, der har ændret venstreorientering siden Murens fald, men som også fortsætter i samme spor. Man burde overveje at skifte spor eller i hvert fald forholde sig til, hvad det er for et spor man er havnet i.