Har vi overhovedet lov til at blive syge?

Her til morgen har jeg været i ”debat” (det står i citationstegn, fordi min moddebattør løb tør for argumenter og i stedet begyndte at skyde på mig) på P1 med beskæftigelsesminister Inger Støjberg.

Emnet var den netop iværksatte pligt for arbejdsgivere til at afholde en samtale med sygemeldte medarbejdere inden der er gået fire uger fra 1. sygedag. Det erklærede formål med samtalerne er at styrke dialogen mellem sygemeldte og arbejdsgivere. 

Det er en god ide at styrke dialogen mellem sygemeldte og arbejdsgivere. Med vanlig ildhu har beskæftigelsesministeriet sat denne intension på både paragraf og skema (dp 333), ligesom der er lavet kampagnemateriale både på pjece og film (herunder en guide på hele 15 sider!) som skal hjælpe arbejdsgiverne med at holde disse nu obligatoriske samtaler. Eneste problem er, at det ikke kan bruges til noget.

Ifølge Lov om brug af helbredsoplysninger § 2 stk. 4 må arbejdsgivere nemlig ikke spørge deres ansatte, hvad de fejler. Derfor rummer skemaet dp 333 kun to spørgsmål;

1) Forventes sygefraværet at vare mere end otte uger? Og
2) Hvis ja, er der på det foreliggende grundlag mulighed for at genoptage arbejdet delvist?

Til begge spørgsmål er der to svarmuligheder; ja og nej.

I kampagnepjecen ”sygefravær på arbejdspladsen – hvad må man spørge om?” forestiller beskæftigelsesministeriet sig et samtaleforløb, hvor ”Kim”, som er lagerforvalter, har rygproblemer og i sin sygefraværssamtale finder ud af, at han kan lave kontorarbejde i en delvis raskmelding, hvis han får en særlig stol. Trylle-rylle-rolle – det virker jo fantastisk!

Men man kan også forestille sig, at ”Kim” svarer nej til spørgsmål 1), hvorefter arbejdsgiveren sætter x i nej, og sender et fuldstændig ligegyldigt skema til kommunen, som medarbejderne i jobcentret skal bruge tid på at registrere i en sag, der aldrig kommer videre. Kommunen går nemlig først i gang med sine opfølgningssamtaler efter otte uger.

Eller også svarer ”Kim” – her hvor han har været syg i højest fire uger - at han stadig venter på en scanning, som skal afdække, hvad der er i vejen med hans ryg. Så vil han helst svare ”ved ikke” på spm. 1, men det kan man ikke krydse af i skemaet. Derfor er han nødt til at svare ja. Og så får han også spørgsmål 2), hvor han ligeledes helst vil svare ”ved ikke”, men det kan han heller ikke, og derfor svarer han nej. Dermed kan der sendes et andet ligegyldigt og let misvisende skema til kommunen, som i forvejen har pligt til, hvis der går otte uger, og socialrådgiverne i sygedagpengeafdelingen derfor skal igangsætte et opfølgningsforløb, at spørge Kim om han kan starte i en delvis raskmelding.

Sig mig lige en gang: Hvad er der blevet af retten til at blive syg og få lov til at passe sin behandling og dele sin bekymring med sine nærmeste? Og – må jeg tilføje – der er altså mig bekendt endnu ikke nogen, der er blevet raske af at gå til samtale, hverken med deres arbejdsgiver eller med deres sagsbehandler. Den proces foregår i sundhedssystemet.

Vi har altså alt i alt, lige efter at vi er blevet lovet afbureaukratisering op ad stolper og ned ad vægge, simpelthen bare fået endnu et skema, endnu en vejledning og endnu flere administrative opgaver til alle. Hu-hej, hvor det kører!