Om moralens fælder: Atter en gang

Det var på en måde godt at vente så længe med at skrive mit nye blogindlæg, da de sidste dage/ugers debat om verdenskrisen myldrer med moralens fælder. Tag Goldman Sachs’ lønpolitik og Obamas reaktion derpå. 10 milliarder (regnet i britiske pund) er beløbet den store bank i år vil give i løn til sine medarbejdere (“and they say they are showing restraint” stod det fordømmende på forsiden af britiske “The Independent”).

Obamas reaktion kom samme dag som disse Goldman Sachs regnskaber blev offentliggjort. Præsidenten talte om “fat cats”, og fremførte som aldrig før, at det nu var helt skandaløst utilgiveligt, at de store banker ikke giver kreditkort og låner flere penge ud til små ervherv. Endnu mere folkekært og virkningsfuldt må han have virket, da han fremhævede, at nu skal skattebetalerne snart have deres bailout penge tilbage. Han har jo som bekendt hårdt brug for at få lidt af sin oprindelige popularitet tilbage. Han har derfor udtrykkeligt signaleret, at han fra nu af vil støtte Demokraternes “Main Street-fraktion“ (den almindelige økonomis og samfunds tilhængere) og ikke længere “Wall street-fraktionen“ (finsansverdenens supporters).

Men Wall Street har fortsat meget dybe rødder i det demokratiske parti. Gennem de sidste måneder har Tim Geithner, ministeren bag hele bailoutsstrategien, modsat sig genindførelsen af Steagall Act, loven der en gang holdt kasino-bankerne skarpt adskildt fra andre banker, altså dem der har almindelige indlån og låner penge ud til virksomheder og private. Man må sige, at det har taget langt tid, og en række bitre nederlag for Obama viser, at han er uenig med sin skatteminister. Det lange forløb skyldes, at Obama i realiteten er i gang med at tage afstand fra sig selv og fra en mentalitet, der har præget de fleste “liberals” vokset op i Clinton-årene. Og man må ikke nære for store illusioner: Wall-street-fraktionen på tværs af partierne forbliver den stærkeste i USA, og den vil ofre alt for at hindre, at for omfattende fremtidige reguleringer finder sted.

Dens styrke vil forblive uændret sålænge reguleringsreformerne ikke omfatter den globale økonomi som helhed: Mere efterspørgsel, mere investering i produktion og velfærd, mere handel men især langt, langt mindre kortsigtede finsansinvesteringer.

Det er overvejende den sidstnævnte type investeringer i den angelsaksiske verden, der gør, at Goldman Sachs er så stærke og respekterede, som de er. Goldman Sachs stiller de bedste eksperter til rådighed, uanset om de bliver ringet op klokken 17 om fredagen, og uanset om de skal arbejde hele natten, fordi kunderne vil have en rapport med flere overbevisende løsninger afleveret næste dag klokken 8. Disse eksperter er folk som USA’s tidligere skatteminister Hank Paulson og Robert Zoellick, nu Verdensbankens president. Hos Goldman Sachs vrimler det dog også med ægte liberals: Min egen to gange centrum-venstre ministerpræsident (og EU kommissionsformand) Romano Prodi er en af dem, men glem endeligt ikke Jon Corzine, indtil fornylig guvernør i New Jersey for demokraterne. Det er blandt andet Corzines nederlag i efteråret, der fik Obama til at indse, at tiden nu var inde til et (i det mindste retorisk) vendepunkt. Men Tim Geithners ministerpost er bare et udtryk for, hvor dybe rødder Wall Street har slået i USA’s centrum-venstre: Det er hans bailout strategi og dens indirekte (men et eller andet sted indbyggede) stabiliserende virkning, der har muliggjort, at bunker igen kunne låne utroligt billigt af en meget flink Federal Reserve. Og det er disse betingelser, der står bag Goldman Sachs’ enorme gevinster i år mens hele verdens økonomi stadig vansmægter. Det sker noget lignende (og af lignende årsager) i Storbritannien, hvor Barklay’s overskud i år er på 10 miliarder pund før skat.
 
Derfor insisterer jeg på begrebet “moralens fælder”. Det kræver mere end Obamas nye retorik om “the fat cats” at udvirke en reel kursændring. Og en hindring for denne ændring forbliver, at Wall Street-demokraterne inkarnerer moralens fælder som ingen andre. I efteråret var jeg på besøg i Washington sammen med en række europæiske centrum-venstre tænketanke. Vi besøgte blandt andet en meget vigtig demokratisk tænketank, og vi endte med at snakke om fundraising. Det slog mig hvor naturligt det var for dem at hævde, at deres fundraisingsstrategi næsten udelukkende gik efter meget store beløb fra ervhersvlivet, fordi “det tager for langt tid og arbejde at samle mindre summer diffust, hos almindelige sympatisører: Hellere Wall Street penge end big money in small sums”. Dette fik mig til at tænke på, hvad fagbevægelsens folk fra Afl-Cio havde fortalt os 15 timer tidligere: “Typer som Geithner er meget flinke og progressive, de donerer meget til gode sager som miljø eller bøsserettigheder”. Men det er alligevel en Wall Street ideologi, der styrer dem.” Og en Wall Street moral: Goldman Sachs glemte jo ikke at offentliggøre, at deres interne “charity” organisation var blevet forsynet med 500 mio. dollars i år. Gid Geithner og den slags var personligt langt mere nedrige og nærige, men samtidig var i stand til at forstå, at en finansbaseret markedsøkonomi ikke er i stand til at yde flere og bedre arbejdspladser. Eller en pålidelig og mere lige vækst for alle.