Opgør med afpolitisering

Afpolitiseringen af politik fortrænger den idékamp, der er selve grundlaget for demokratiet. Venstreorienterede har indtil 1980’erne udfordret konsensus og afpolitisering, men i dag har det yderste højre overtaget den rolle. Centrum-venstre bør genopfinde sin styrke som den kraft, der gennem genpolitisering udvider demokratiet.

Politikkens væsen er at politisere, dvs. at bringe ny idéer, grupper og interesser på banen. Venstreorienteredes historiske succes har været at politisere det, som den herskende magt har ønsket at afpolitisere, at holde udenfor politik, at holde tavs. Arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen, studenterbevægelsen og miljøbevægelsen er alle eksempler på, hvordan politisering af det hidtil upolitiske tvinger nye grupper og emner ind i politikken, giver dem stemme og stemmeret.

I dag synes der ikke at være andre politiserende bevægelser andet end højrepopulismen, der påstår at give den undertrykte majoritet stemme. Centrum-venstre er for en stor dels vedkommende blevet tavs og synes at have resigneret på den politiske og økonomiske magts påstand om ’politikkens afslutning’, hvor de store kampe, udvidelsen af rettighederne, balancen mellem frihed og lighed etc. er blevet afløst af tekniske diskussioner og konsensus omkring kapitalisme og velfærdsstat.

Det er en velkendt fortælling om den gyldne middelvej og politikkens forsvinden. Vi kender den fra de dominerende samfundsteorier men også fra den offentlige debat, alle parter nu accepterer præmisserne for diskussionen, fx stram retspolitik, og så kun diskuterer, hvordan denne konsensuspolitik skal udføres.

Når det i dag er sådan, at demokrati, oplysning, det moderne, frihed, ligestilling m.fl. præsenteres som færdige projekter er der behov for et stærk centrum-venstre til at råbe op om, at alle disse er ufærdige projekter, der skal kæmpes for den fulde realisering af.

I denne artikel vil jeg lave en læsning af politikkens udvikling, der ikke opløser det politiske – men viser hvordan teknokratiseringen af politik i dag fortrænger idékampen. Og viser hvordan venstreorienterede indtil 1980’erne var de fremmeste idékæmpere, men de er i dag blevet teknokrater.

Politik som idékamp eller teknik

Politikken er ikke forsvundet, politikken forsvinder aldrig, men den antager forskellige former. Den kan præsenteres som politik – som strid og ideologi – eller ikke-politik - som teknik og konsensus. I dag er det sådan, at de fleste politikere som et mantra siger, at ideologi og interesser hører fortidens samfund til. Politik er her en irrationel eller gammeldags praksisform, der er for ineffektiv eller som Birthe Rønn Hornbech sagde: ”så gik der politik i den”.

Den herskende konsensus i dag er, at den politiske proces forurenes og hindres af dem, der ønsker at politisere. Og det er for så vidt også rigtigt. Dem, der ønsker at holde bestemte forhold apolitiske, bliver selvsagt irriteret og generet af politiseringsforsøg. Det ødelægger den fine maskine som konsensuspolitik er, da politiseringer altid siger, at det er selve grundlaget for den førte politik det er galt med.

Politik er idékamp. Det er kampen mellem forskellige idéer om, hvordan vi bør indrette vores samfund. Det er konflikten mellem store politiske idéer og samfundsgrupper. I store dele af det sidste århundrede handlede det om den klassisk liberalistiske idé om, at markedskræfternes usynlige hånd skal gøre os friere og rigere, og marxismens idé om tusindårsrigets stærke fællesskab, der skabte lighed og lykke for alle.

Ingen tvivl om, at der er brug for både en ideologisk og teknisk tilgang til samfundet, da de på hver deres måde bidrager til en positiv samfundsudvikling. Den teknokratiske politik har en stor andel i opbygningen af velfærdsstaten og dens institutioner, hvorimod idékampen har bidraget til at udvide de liberale og demokratiske rettigheder og goder. Man kan groft sagt sige, at teknokratisk politik skaber samfundsmæssig stabilitet, mens idékamp giver politisk energi og skaber samfundsforandringer.

Afpolitiserende ekspertkommissioner

Politikkens form er i dag udpræget teknisk. Det skyldes, at den ikke længere får modspil fra politikere, der politiserer grundlaget for konsensus.

Afpolitiseringen giver bl.a. sig især til udtryk i måden store politiske forandringer gennemføres på i dag. Politikerne er ikke længere dem, der udformer visionerne og forbereder forandringerne. I dag forberedes store reformer i ekspertkommissioner og gennemføres uden større politisk debat. Lovforberedende udvalg og kommissioner er ikke noget nyt fænomen i Danmark, men indtil 1980’erne var de også arenaer fra politiske kampe i kraft af, at de bestod af politikere og politiske aktører fra bl.a. fagbevægelsen og erhvervslivet.

Et godt eksempel på en afpolitiseret forandringsproces var forårets gennemførsel af en skattereform. På baggrund af et klart politisk opdrag fra regeringen, udarbejdede en ekspertkommission et reformforslag, der dernæst blev gennemført uden større offentlig debat.

Skattekommissionen bidrog gennem teknisk-videnskabelig kommunikation til at gøre mulighed til nødvendighed, egeninteresse til fællesinteresse og konflikt til konsensus. Og da det blev fremlagt var det svært at stille spørgsmål ved de grundlæggende præmisser for arbejdet, for det var jo udarbejdet af ”de største danske og udenlandske eksperter i skat”, som Berlingske Tidende skrev.

Reformen blev italesat som en økonomisk nødvendighed med henvisninger til globaliseringen, befolkningsudviklingen og den internationale konkurrenceevne. Ifølge regeringen vinder alle grupper økonomisk på en skattereform, der giver topskattelettelser til de rige, selv de lavtlønnede og arbejdsløse.

Men man stikker sig selv blår i øjnene, hvis man tror, at teknik er neutral. Enhver form for ideologi kan betjene sig af teknikken som redskab. Desværre er centrum-venstre sjældent gode nok til at politisere teknikken, og det er skattereformen også et eksempel på. Hvorfor blev spørgsmålet om ejendomsskatten for eksempel ikke rejst?

Under politikkens tekniske fremtrædelsesform gemmer sig flere forklaringer. Afpolitiseringen skyldes desværre ikke kun politikernes manglende evne til at gennemskue de politiske aspekter, men også en stor del opportunisme og meningsmålingstyranni fra politikernes side. De er blevet bange for at sige deres ærlige mening, fordi partiformændene i dag kun giver licens til de ufarlige holdninger, der tilsyneladende vækker gehør hos vælgerkorpset.

Uden idékamp intet demokrati

Afpolitisering af den politisk-parlamentariske proces udgør et problem for demokratiet, fordi det er med til at skjule modsætningsforhold, interessekonflikter og er bremsende for politisk debat. Det er selve fundamentet i et hvert demokrati, at der er en eller anden form for polarisering.

Det er problematisk, når politik camoufleres med statistik, undersøgelser og ’objektiv’ økonomisk fornuft. Ikke sådan at det er nogen dyd at ignorere sagkundskab men sagkundskaben skal understøtte den teknokratiske implementering af den politik, man beslutter. Den er ikke politikken selv, den kan ikke opløse det, at vi er uenige om samfundets indretning. Det er en illusion er, at der findes en objektivt bedste løsning, der gavner alle, som ingen glemmer eller undertrykker.

Idékampen har siden den franske revolution været omdrejningspunktet for demokratiet, og det er svært at forestille sig et demokrati uden politiske forskelle, der brydes i den offentlige debat. Derfor udgør teknikkens afpolitisering af det politiske en trussel mod dette ideal.

Den offentlige debat i Danmark har været præget af manglen på idealisme, samfundskritik og reel idékamp. Ikke engang gennemførslen af en vidtgående skattereform har skabt større politisk debat. Reformen er tilsyneladende både nødvendig, ukontroversiel og i alles interesse.

Det der fremkaldte de skarpeste vendinger fra oppositionen var ikke reformens ideologiske indhold, men det faktum, at regeringen ikke ønskede reelle forhandlinger med dem. De blev enige om, at regeringens håndtering af sagen var ”uansvarlig og uvederhæftig”.

Fra ”alt er politisk” til samfundsbevaring

Indtil 1980’erne har de venstreorienteredes rolle i høj grad været at presse den samfundsmæssige konsensus og politisere der, hvor der blev forsøgt neutraliseret. Produktionsforholdene, arbejdslivet, kønsrollerne, miljøet og det private er alle eksempler, der blevet gjort politiske af venstreorienterede.

Industrisamfundets venstrefløj politiserede produktionen og gjorde krav på merværdi og medbestemmelse, og 60’ernes og 70’ernes ’det nye venstre’ gjorde også det immaterielle politisk. Nu var slagmarkerne universiteterne, kønslivet og naturen. Kvindebevægelsens parole ”alt er politisk” er meget rammende for venstreorienteredes selvforståelse.

I dag er selvbilledet et ganske andet. Oppositionen til venstre ser sig selv som de bedste forvaltere af det gode danske velfærdsystem. De er kort fortalt gået fra at være forkæmpere i idékampen, en stærkt politiserende kræft til i dag at være en flok samfundsbevarende teknokrater.

Det yderste højre er i dag de mest systemkritiske aktører, og Dansk Folkeparti er på flere punkter den mest politiserende kraft. De politiserer imidlertid heller ikke velfærdsstaten – men de politiserer udviklinger som globaliseringen, europæiseringen, kommercialiseringen og ikke mindst bevægelsen mod et multikulturelt samfund. De gør spørgsmål, der for andre partier er objektive kendsgerninger, der kan aflæses i statistikkerne, politisk.

Uanset om man helst så disse emner forblive afpolitiserede, er det en forudsætning for demokratiet, at der er kamp om idéerne, præmisserne og værdierne. I stedet for at bekæmpe højrepopulismen ved at forsøge at overbevise vælgerne om, at de har ’objektivt’ set ret, burde centrum-venstre gøre op med teknokratiseringen og meningsmålingstyranniet – og selv blive politiske igen.

Centrum-venstre skal politisere

Forudsætningen for demokratiet og for samfundsforandring er idékampen, derfor bør centrum-venste komme ind i kampen om, hvilke grundlæggende værdier vi bygger samfundet på. Det handler om at turde udfordre de selvfølgeligheder, der udgør præmisserne for samfundsdebatten og den førte politik.

Det første opgør skal tages med de tilbagelænede ex-revolutionære, der skyller idealerne ned med økologisk øl fra mikrobryggeriet i stedet for at udfordre neoliberalismen og nødvendighedens logik. Centrum-venstre skal gøre op med afpolitiseringen og genpolitiserer det private, markedet og kontrollen.

Det politiske har alt for længe været skjult i teknik, og idékampen ved at forsvinde fuldstændig. Og de venstreorienterede, der engang var indbegrebet af politisering, er enten blevet bange for vælgerne eller ude af stand til at gennemskue teknikkens politiske karakter.

Centrum-venstre bør igen gøre politik politisk og udvide demokratiet. Der findes ikke en rationel vej, og vi har ikke en privilegeret adgang til hverken det sande eller det gode. Politik er idékamp, og samfundet har desperat brug for idealistiske forkæmpere.