Back to basics

Pelle Dam's billede
Skrevet af Pelle Dam, 09.10.2009 - 15:00

Den danske fagbevægelse er et af de vigtigste fællesskaber, vi har. Det er fagbevægelsen, der i 150 år har organiseret danske arbejdere i deres kamp for en bedre hverdag, og det er fagbevægelsen, der fortsat den dag i dag skal sikre ordentlige vilkår, når kapitalisternes profitjagt går udover medarbejdernes vilkår.
 
Desværre har fagbevægelsen i de senere år mistet tilslutning. Medlemsflugten er uomtvistelig, og det er også for længst gået op for fagbevægelsen selv, at der må gøres noget. Til gengæld har der længe manglet en klar strategi for, hvad der er der skal gøres for at få fagbevægelsen tilbage på rette spor.
 
Jeg tror, at der skal tre ting til:
 
1)      Først og fremmest skal fagbevægelsen vende tilbage til de gode, gamle dyder. Fagforeningerne skal være til stede på ude på arbejdspladserne og der skal fokus på den personlige kontakt. Her er dele af fagbevægelsen på rette vej med inspiration fra den engelske fagbevægelses ”organising model” – de metoder skal udbredes!
 
2)      For det andet skal fagbevægelsens brand pudses af. Billedet af støvede gamle mænd med røde seler i bløde lænestole i store pamperpaladser er og bliver et problem, som der må rettes op på. Derfor burde bosserne acceptere en frivillig lønnedgang, og så er det nok ikke prestigebyggerierne, der skal prioriteres i første række lige i øjeblikket.
 
3)      Og endelig skal fagbevægelsen naturligvis sætte alle sejl ind på at vinde ungdommen. Den største trussel overhovedet mod fagbevægelsens eksistensberettigelse er de nye generationer på arbejdsmarkedet, fordi det falder dem mindre naturligt at melde sig ind i fagforeningen end tidligere. Derfor skal hvervning og fastholdelse af unge medlemmer prioriteres ekstremt højt.
 
Det er min overbevisning, at disse tre kulturændringer (og en deraf følgende lang række af tiltag, som jeg desværre ikke har plads til at beskrive her) kan få fagbevægelsen tilbage på ret køl. Men det er en supertanker vi har at gøre med, så problemerne er ikke løst på en eftermiddag. Ikke desto mindre er det ikke umuligt!