Nyt LO - historiens afslutning

Er det muligt at genskabe båndet mellem LO og Socialdemokratiet, spørger jeg Flemming Ibsen, professor ved CARMA: ”Nej, det løb er kørt,” siger han og påpeger at begge parter faktisk har tabt på reformen: "LO har mistet en ideologisk overbygning på det faglige arbejde, og det koster på de velfærdspolitiske rettigheder.
Socialdemokraterne har mistet en mobiliseringsmaskine, og det har handicappet partiet økonomisk,” siger Ibsen.

Ifølge Ibsen var bruddet i 2003 Hans Jensens personlige projekt og mange forbund følte sig voldtaget. både Metal, KAD (Kvindeligt arbejderforbund) og SiD (Specialarbejderforbundet i Danmark) var oprindeligt meget uenige i beslutningen. Men det blev luntet igennem.

Førhen kunne Socialdemokratiet mobilisere 2-3 procent af vælgerne i den sidste uge op til valgene. Forbund som SiD havde afdelinger i næsten alle kommuner (275 før strukturreformen, red.) og de havde greb om arbejdspladserne, påpeger han.

I dag har de fleste forbund sløjfet partistøtten. Metal er et af de forbund, der holder fast. Med introduktionen af Nyt LO i 2003 brød velfærdsalliancen sammen. I over hundrede år var arbejderbevægelsens to søjler, LO og Socialdemokratiet, arkitekterne bag velfærdsstaten. Men siden 2003 har begge mistet medlemmer og opbakning.

Gammel kærlighed

For som Metal-formand Thorkild E. Jensen siger, er der stadig et nært bånd mellem Metal og Socialdemokratiet, selvom de organisatoriske bånd er skåret over: ”Vores medlemmer gir’ ca. 10 kr. i støtte pr. medlem ved valg til Socialdemokraterne, og størstedelen af de penge bliver brugt til fælles projekter,” siger han.

Af Metals 139.000 medlemmer har kun 8400 metaller frameldt sig partistøtten. De penge bruges så i stedet på godgørende formål. Metal ser det afgørende i, at medlemmerne vil have en fagidentitet - ikke en klasse-identitet. Jensen fortæller, at det drejer sig om at møde dem lokalt og adressere de forskellige brancher. Han mener nemlig ikke længere, at der er klasseinteresser i klassisk forstand, skellet går i dag på de værdipolitiske skillelinier. Her skal LO-fagbevægelsen varetage de fagpolitiske interesser samtidig med, at man fastholder de værdipolitiske bånd til Socialdemokratiet.

Men kan det ikke betyde, at andre forbund vil støtte borgerlige partier som Metal støttede Socialdemokratiet ved det seneste valg til Europa-Parlamentet? ”Det kan vi ikke vide,” siger han og fortsætter: ”Men sådan er spillereglerne. Og det må de om. Metal er et holdningspolitisk forbund - og vi vælger selv vores politiske allierede,” påpeger smeden.

Jensen ser ikke en tilbagevenden til det klassiske LO som et svar på fagbevægelsens udfordringer. Nyt LO er kommet for at blive – så må det være de stærke  forbund, der styrer den politiske udvikling. Mon de andre fagbosser er enige i det?

Politik eller fagegoisme?

Jeg beslutter mig for at tage fat i FOA-bossen Dennis Kristensen. Han er kendt for sine skarpe meninger – mon ikke han kan give nogle svar på LO-fagbevægelsens problemer?

Han slår fast, at den tid er forbi, hvor man indløste billet hos LO - og samtidig i Socialdemokratiet. For fagbevægelsen skal orientere sig mod arbejdslivet og arbejdspladsen. ”Det er det medlemmerne vil have,” påpeger han. ”FOA skal ikke støtte politiske partier - vi skal ikke bruge medlemmernes penge for at sikre repræsentation. Det var en af de ting, de vågnede op til i 90’erne,” siger han og fortsætter: ”Vi kunne ikke klare endnu en ørkenvandring som i 80’erne under Schlüter.”

Det er rystende så enige de er, FOA og Metal. Også på plus-siden er Kristensen enig med Jensen - LO fik manøvrefrihed: ”Siden da har vi opnået nogle gode aftaler med VK-regeringen - det havde ikke været tilfældet, hvis vi ikke havde taget beslutningen i 2003.”

Men risikerer man ikke en svækket fagbevægelse, hvis man alene fokuserer på forsikringsdelen? ”Jo,” siger FOA-bossen, ”men det er en balancegang mellem en samlet politisk
bevægelse (LO, red.) og fagegoisme (de enkelte forbund, red.).”

”Hvorfor pokker skal vi kun være et forsikringsselskab?”, udbryder han – tydeligt frustreret over de store forskelle i opfattelser af LO. Han går imod, hvad HK har beskrevet som et 24-timers advokatkontor: ”Forbundene bliver nødt til at tage politisk stilling på deres egne områder. TIB (Træ-Industri-Byg i Danmark, red.) skal forholde sig til byfornyelse og boligpolitik, Metal skal fokusere på eksport og handelspolitik, og vi skal fokusere på velfærdsområder og den offentlige sektor: ”Men”, advarer han, ”vi må ikke blive et spejlbillede af et politisk parti med politik på alle hylder - det kan vi ikke legitimere. Vi må fravælge det brede og fokusere på vores egne kerneområder”.

Handlingslammet

Flemming Ibsen fastslår at fagbevægelsen har mistet kontakten til de unge. Der er et kæmpe borgerligt flertal blandt unge faglige, og han påpeger det ejendommelige i, at det ser ud til at være et politisk nulsums-spil, for man mobiliserer ikke længere. ”Aktivisterne i DKP er væk, og Enhedslistens faglige og Socialdemokrater mobiliserer ikke. De er passive medlemmer, ligesom de er af Folkekirken”, siger Ibsen.

Ibsen mener faktisk, at hele arbejderbevægelsen er handlingslammet - den er i krise. Bevidstheden om klassekampen var en stærk mobiliseringsstrategi for den samlede arbejderbevægelse, og i takt med at LO som klassekampsorganisation er blevet svækket, er det i stedet fagidentiteten, der er vokset frem.

Hvor LO historisk set har været en arbejdstagerorganisation udsprunget af klassekampen, er det Nye LO i højere grad funderet på stærke forbund. I takt med at fusioner er blevet gennemført, har man styrket de enkelte medlemsforbund. Decentralisering af fagbevægelsen har skabt en meget mindre platform til LO. Er det grunden til, at 3F har lanceret ideen om et samlet LO-forbund?

Illustration: Andreas Arnild Peitersen