For meget centrum for lidt venstre

Der er kommet kraft på oppositionen. Det politiske ægteskab mellem S og SF vil uden tvivl skabe et mere spændende politisk klima på Christiansborg, hvor en langt stærkere, mere konsistent og slagkraftig opposition vil være i stand til at udfordre Lars Løkke & Co.
 
Det er lykkes for Villy Søvndal og Helle Thorning at skabe et klart og troværdigt alternativ til den siddende regering. Med det stort opslåede fælles udspil ”Fair Forandring – tryghed om skat og velfærd” har de to partiformænd således skrevet de første sider i det kommende regeringsgrundlag for en nye S-SF regering i 2011.
 
Det nye udspil hæver skatten for den lille del af befolkningen, der hvert år tjener over en million kroner, hvilken kan finansiere en lavere skat på arbejde for de almindelige lønmodtagere. Det sker med en forøgelse af beskæftigelsesfradraget på 6000 kr. om året. Samtidig vil forslagene om øget selskabsskat, indførelse af roadpricing, afskaffelse af skattefritagelsen for sundhedsforsikringer og øgede afgifter på usunde fødevarer være et klart opgør med regeringens laissez-faire politik på disse områder. Det viser, at der er en reel forskel på oppositionens og regeringens velfærdspolitik.  
 
Med den nye fælles kurs sender SF og S et klart signal om, at oppositionen er på ret kurs. De har med skatteudspillet bevist, at de vil noget sammen og har en vision for deres samarbejde. Og de kan, hvis den nuværende strategi fastholdes, meget vel opleve en fortjent stigende tilslutning frem mod folketingsvalget i 2011.
 
Men det kan samtidig vise sig kun at blive en kort succes. For med udspillet har oppositionen reelt ladet regeringen sætte scenen for de næste mange års politiske kamp. Den har bundet sig selv til halvdelen af regeringens skattelettelser og frataget sig muligheden for at foreslå yderligere og mere vidtgående alternativer til regeringens politik. 
 
Mens VKO med Forårspakken 2.0 gav skattelettelser for omkring 10 milliarder, vil det nye såkaldt røde udspil fra S-SF kun kompensere for omkring halvdelen af dette tab i statskassen. Dermed forsøger oppositionen end ikke at annullere resultatet af den reform, som de for få måneder siden hårdt kritiserede for at være en rødvinsreform, der udelukkende var til fordel de rigeste i Danmark. 
 
I runde tal vil S og SF flytte rundt på og indkræve ekstra skatter for mindre end 1 procent af statens samlede indtægter på omkring 600 mia. kr. Det kan man godt ændre noget med. Men værktøjet svarer ikke til det, man ønsker sig: ’fair forandring’ af otte års borgerlig fordelingspolitik.
 
Det skal naturligvis ikke være noget selvstændigt mål at opkræve mere i skat fra danskerne. Men det må være et selvstændigt mål for oppositionen at bekæmpe den stigende ulighed og sikre en mere progressiv skattepolitik, som er gået skævt de sidste ti år. Hvis man alene kigger på den almindelige opgørelse for ulighed, gini-koefficienten, er den fra 2001-2006 steget med 6,6 procent. Det skyldes blandt andet, at de rigeste 10 procent af danskerne har fået over 60.000 kr. mere til forbrug i perioden, mens de fattigste 10 procent har fået omkring 2.200 kroner mere, begge tal korrigeret for inflation.
 
Med en skinger kritik har de borgerlige kommentatorer forsøgt at italesætte det nye udspil, som ”klassisk rød politik”, hvilket i bedste fald er en stærk overdrivelse. Cevea finder det tværtimod beklageligt, at det nye udspil fra en stadig stærkere opposition ikke tør tage tyren ved hornene og fokusere mere på de områder, som har været mest forsømt. Udspillet burde med andre ord have været endnu mere ”rødt”. Ved at fastholde kommuneskatter, ejendomsværdibeskatning, grundskyld og rentefradrag afskriver man sig de vigtigste økonomiske instrumenter. Ligesom man ved at undlade at genindføre befordringsfradrag, samt fradrag for kontingent til fagbevægelse og A-kasse forpasser løsninger, der ville gavne den almindelige lønmodtager. Men som S og SF selv skriver i deres udspil tager de fortsat udgangspunkt i VKO’s nuværende skattepolitik.
 
Et af de områder som særligt den nuværende skattepolitik forsømmer, er flytningen af skat på arbejde til skat på bolig. En langsigtet og ansvarlig centrum-venstre skattepolitik burde netop forsøge at gøre op med den politik, der har forgyldt de velhavende boligejere over det sidste årti. Alt i alt bør den øgede samfundsmæssige omfordeling ske ved at flytte skatten fra arbejde til immobile skatteobjekter, hvilket primært vil sige jord og fast ejendom. Desuden vil en højere beskatning af fast ejendom medvirke til at reducere tendenserne til bobledannelser på ejendomsmarkedet, hvilket har været et afgørende element i den nuværende finansielle krise og generelt også har vist sig som et problem med alvorlige konsekvenser i Danmark. Dermed er den generelle fredning af boligejerne både usagligt og farligt for dansk økonomi på lang sigt.
 
Cevea har tidligere foreslået, hvordan en skattereform, der sikrer ægte omfordeling og lægger fundamentet for en langsigtet centrum-venstre skattepolitik, kunne se ud. Hovedelementerne er en hævelse af personfradraget på 5.000 kr., en hævelse og målretning af beskæftigelsesfradraget med 10.000 kr.(jobbundfradrag), en gradvis genindførsel af ejendomsværdiskatten og en gradvis nedtrapning af rentefradraget. Derudover indeholder Ceveas forslag en hævelse af grænsen for topskat, der finansieres ved at øge den generelle sats for topskatten. Det ville give en reel nyskabende omfordeling til fordel for de svageste og Danmarks økonomiske fremtid.
 
Det nye S-SF udspil skaber på kort sigt et klart alternativ og vil kunne sikre vælgere ved det kommende valg, men samtidig vil det på længere sigt betyde et tab af manøvrerum i forhold til at bekæmpe den stigende ulighed og skabe et mere fremtidssikret skattesystem. Udspillet er derfor for meget Fluernes Herre - for lidt Robin Hood, for meget kort sigt - for lidt lang sigt. Kort sagt er det ellers fornuftige udspil, for meget centrum - for lidt af venstre.