Store idealister efterlyses

Den manglende politiske idealisme på Christiansborg har efterhånden fået den politiske debat i Danmark til at ligne Mariager fjord på en varm sommerdag. Den nordjyske fjord og det etablerede politiske system gisper begge efter den livsnødvendige ilt, som skal sikre deres overlevelse. Næringen i et potent politisk system er nemlig den politiske idealisme i form af langsigtede visioner og innovative ideer.

Idealismens iltmangel i den politiske debat udgør et alvorligt samfundsproblem. Den blokerer nemlig, for det første, for, at vi kan tage de helt afgørende samfundsmæssige diskussioner om fremtidens Danmark. Det handler bl.a. om at håndtere den stigende ulighed, markedsgørelsen af den offentlige sektor, den fremtidige finansiering af velfærdsstaten og sikringen af det globale klima.

For det andet betyder det på længere sigt, at politikerne kan underminere deres egen rolle i demokratiet. Hvis politikere svigter de store visioner vil de reducere sig selv til en form for statsbureaukrater, der ikke kan give svar eller retning på fremtidens udfordringer. Billedet på fremtidens politiker kan således meget vel blive ”den politiske servicebureaukrat”, der sidder ved den demokratiske hotline og tager imod klager fra vælgerne – hvorefter han eller hun forsøger at tilrettelægge politikken efter de indkomne klager og meningsmålinger. Mens det ikke ligger i jobbeskrivelsen at formulere målsætninger og drømme, der kan bryde med det allerede eksisterende.

Men politikernes demokratiske legitimitet handler også om deres evne til at gå forrest med nye dagsordener, tage ansvar for upopulære beslutninger og have mod til at udfordre vælgerne.

Markedsgørelsen af demokratiet
Den aftagende idealisme i moderne dansk politik skyldes dog ikke alene politikerne, men i lige så høj grad den samfundsmæssige udvikling, som har ændret de vilkår politikerne agere ud fra.

Politikerne er blevet sælgere. Og borgerne er blevet købere. Over de sidste 30 år har det danske demokrati groft sagt udviklet sig fra et væsentlig mere deltagelsesbaseret demokrati til et liberalt markedsdemokrati. Det betyder, at det politiske system og særligt de politiske partier flytter fokus fra udbud til efterspørgsel. Og det medfører, ifølge den britiske professor i politisk markedsføring Margaret Scammell, at politikerne i stigende sætter fokus på den kortsigtede behovstilfredsstillelse hos vælgerne.

Partierne er således ikke længere folkelige bevægelser med mange medlemmer og loyale kernevælgere. De er blevet små elitære markedspartier, der konkurrerer om stemmer på næsten kommercielle vilkår. Den vigtigste markedsplads for partierne er i dag massemedierne, hvis største succeskriterium groft sagt er sorte tal på bundlinien. Medieudviklingen har på den positive side givet mere kritisk og uafhængig journalistik i kraft af løsrivelsen fra partierne, men samtidig har de på den negative side flyttet fokus fra væsentlighed mod identifikation og konflikt som de vigtigste nyhedskriterier.

Det moderne markedsdemokrati er således kort sagt domineret af topstyrede og professionelle politiske partier, der kappes om det stigende antal svingvælgere i et kommercialiseret medielandskab.

Kan idealisme sælge på markedsvilkår?
Men vælgerne er slet ikke interesserede i idealer, vil de kyniske politiske kommentatorer indvende. De vil blot have effektive løsninger på hverdagens problemer. Men passer det egentlig? 3 ud af 4 danske vælgere mener, at der er brug for mere idealisme i dansk politik. Det viser en ny undersøgelse blandt 1.005 danskere som analyseinstituttet Interresearch har lavet for tænketanken Cevea. Det bryder med forestillingen om, at den eneste vej til magten er kynisk leflen for vælgerne - den langsigtede vision kan også sælge billetter anno 2009.

At idealisme spiller en afgørende rolle i moderne politik bekræftes også af valgforskningen fra Aalborg Universitet, der med udgangspunkt i undersøgelser fra Folketingsvalget i 2005, peger på, at vælgerne i højere grad stemmer på partier med mere vidtgående synspunkter end dem de selv har. De vil hellere have store idealister og ledere, der trækker samfundet og debatten i deres egen retning end politikere, der i størst mulig udstrækning repræsenterer vælgernes egne synspunkter.

Ceveas undersøgelse viser endvidere, at vælgerne ikke vurderer landets førende politikere til at være de helt store idealister De fleste danskere mener, at partilederne kun ”i nogen grad” eller ”i mindre grad” er idealister. Eksempelvis mener kun 6,7 procent af danskerne, at statsminister Lars Løkke Rasmussen ”i høj grad” er idealist. Udfordreren Helle Thorning-Schmidt klarer sig kun lidt bedre med en score på 13 procent. Dermed kan ingen af de to ledende skikkelser i dansk politik tilnærmelsesvis få prædikatet idealist – snarere det modsatte. Hele 46,8 % af respondenterne giver således udtryk for, at Lars Løkke Rasmussen ”i mindre grad” eller ”slet ikke” er idealist. Det er syv gange så mange som dem, der mener, at han i høj grad er idealist.

Dette er måske ikke så overraskende. For regeringspartiet Venstre har de seneste ti år bevæget sig længere og længere fra deres ideologiske udgangspunkt. En god sjat velfærdsvenlig socialdemokratisme og forskellige skud DF-idealer har således gjort Danmarks liberale parti regeringsdueligt. Samme vandring kan man iagttage hos S og SF der ligeledes søger en klart pragmatisk kurs, hvor det højt profilerede udspil ”Fair forandring” kan betragtes som mere valgstrategisk end idealistisk.

Man kan også undre sig over, at danskerne betragter Villy Søvndal som en større idealist end Helle Thorning, da SF’s strategiske kursskifte om noget viser, at de er villige til at gå på kompromis med de fleste af deres idealer for magten. Det hænger muligvis sammen med, at Villy er bedre til at skabe kant, vise indignation og er karismatisk. Men når det kommer til valgdagen bliver vælgernes opfattelse den politiske virkelighed.

Større udbud af idealister søges
Men hvorfor har vi ikke store idealister i dansk politik, når vælgerne ifølge undersøgelsen efterlyser det? Et bud kunne være, at der ikke er sammenhæng mellem udbudet af idealister og efterspørgslen efter dem. Markedet regulerer ikke altid sig selv - det har finanskrisen på det seneste mindet os om. Problemet er, lidt sat på spidsen, at de politiske partier hverken udbyder idealistisk politik eller idealistiske politikere at vælge imellem.

Som en respons på de manglende visioner og idéer fra politikernes side, har Danmark fået flere uafhængige idépolitiske tænketanke, der på hver sin måde forsøger at holde idealismens fane højt. I Cevea forsøger vi at skabe langsigtet debat om eksempelvis den stigende ulighed, markedsgørelsen af den offentlige sektor og finansieringen af fremtidens velfærd. Og vi uddanner årligt 25 unge spirende idealister til at tage del i den politiske meningsdannelse.

Vores opfordring til partierne er at droppe lefleriet for vælgerne og tage udgangspunkt i egne idealer. Derfor vil vi også opfordre især centrum-venstre partierne til at droppe lefleriet for vælgerne og tage udgangspunkt i egne idealer. Samfundet har brug for, at I tør sætte fokus på jeres politiske idealer og tænke længere end næste valg. Det er jeres rolle at gå forrest, og meget tyder på, at vælgerne gerne vil have langsigtede drømme og visioner.

Idealismen er derude.