New Deal reddede kapitalismen

Der har været travlt ved de nyliberale håndvaske, hvor adskillige økonomer, politikere og lignende samfundstænkere verden over har haft travlt med at vaske den nuværende finanskrise af sig og i stedet skyde skylden på alle andre. Deres ideologi er åbenbart den eneste uden indflydelse på den nuværende krise.

Det er således ikke nogen overraskelse, at Jyllandspostens kommentator og chefideolog Christopher Arzrouni, den 8. december stiller sig i køen til håndvasken, hvorfra han forsøger at pege fingre af de amerikanske politikere, fagforeningerne, Barack Obama, realkreditinstitutionerne og endelig den for længst afdøde amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt.

Kritikken går på den regulerede markedsøkonomi, som præsident Roosevelt med sit New Deal projekt har været en af historiens største fortalere for. Pointen er velkendt; hvis vi bare undlader at regulere, vil markedet passe sig selv og den usynlige hånd vil sikre en optimal allokering af de begrænsede ressourcer. Virkeligheden er dog en anden og modbeviser tydeligt tesen om den skadelige virkning af regulering. Fra 1928 til 1933 hvor markedet mildt sagt var underreguleret steg de nominelle lønninger i USA med 16,4 procent, mens priserne faldt med 22 procent. Det resulterede i en massiv stigning i arbejdsløsheden på 25 procent.

Efter vedtagelsen af Roosevelts National Recovery Act begyndte priserne og lønninger igen at stige, men det afhjalp ikke i første omgang på den katastrofalt høje arbejdsløshed. Det gjorde til genæld den fuldstændigt gennemregulerede krigsøkonomi fra 1940 til 1945, hvor lønninger steg med hele 60 procent og priserne med 36,4 procent - mens det samtidigt lykkedes at reducere arbejdsløsheden med mere end 13 procent. Den økonomiske udvikling under Roosevelt i 40'erne betød en fordobling af BNP og rekordhøje væksrater i USA. 

I dette historiske perspektiv kan udviklingen under Roosevelt på ingen måde bruges som argumenter for at en "ureguleret markedsøkonomi" skulle være vejen frem - tværtimod. Det var den krigsregulerede økonomi, der knækkede arbejdsløshedskurven og sikre en højere levestandard for den almindelige amerikaner.

New Deal må ikke opfattes som et angreb mod kapitalismen, det har tværtimod vist sig at være den politiske filosofi, der kunne redde den moderne kapitalisme. Formålet med New Deal var således at give kapitalismen et mere socialt og humanistisk grundlag, hvor forbrugerne skulle tillægges større vægt end producenterne og samfundets generelle behov skulle tilgodeses. Erfaringerne fra New Deal viser ikke, at vi har brug for en fuldstædigt gennemreguleret økononomi, men at hverken markedet eller staten kan løse de økonomiske udfordringer alene. 

Det var den moderne og regulerede udgave af kapitalismen, der i kraft af Roosevelts New Deal sikrede, at vi fortsat har kunnet opretholde opbakningen til det frie marked og den menneskelige kapitalisme.