Lønnedgang en katastrofe for dansk økonomi

Politiken kunne i sidste uge berette om, at mere end halvdelen af en gruppe adspurgte erhvervsledere mente, at deres medarbejdere burde indstille sig på at gå ned i løn som følge af den aktuelle krise. Rundt omkring i landet har vi allerede set, hvordan denne indstilling er blevet gjort til praksis - blandt andet i store virksomheder som SAS og Jysk. Men det er en krisestrategi, som kan vise sig meget farlig.

Når økonomien sejler kan det være godt for den enkelte at spænde livremmen ind. Men hvis det er samfundsøkonomien som helhed, der er sendt til tælling, gør det kun tingene værre, hvis vi alle trækker maven ind for at finde det næste hul i bæltet. Det gælder også de mange virksomheder, der i dag enten er gået i gang med at reducere deres lønninger eller pønser på at gøre det.

Det kan være virke rationelt for den enkelte virksomhed, men effekten vil udeblive hvis en større del af dem gør det. For det første vil de faldende lønninger sprede sig som ringe i vandet, og så er der ingen, der vinder nogle konkurrencemæssige fordele på dem. For det andet vil de reducere købekraften og efterspørgslen i hele landet, og dermed modarbejde de forskellige tiltag, der er for at få økonomien i gang igen.

Øget gældsbyrde
Samtidig vil faldende lønninger øge en række af de problemer, vi i forvejen slås med. Det er først og fremmest den gældsbyrde, som danskerne har opbygget mens friværdierne var på himmelflugt. De månedlige afdrag på ens lån bliver nemlig ikke mindre, blot fordi ens løn gør det. Så for de mange, der lige nu forsøger at reducere deres gæld, vil faldende lønninger kun gøre dette endnu mere uoverskueligt.

Deres stigende gældsbyrde vil så sætte et øget pres på forbruget, som i forvejen vil være underdrejet, og holde økonomien fast i en reel depression i en længere periode.

Dertil kommer, at skyerne over økonomien bliver endnu mørkere, når deflations-psykologien langsomt breder sig. Hvis først erhvervslivet og forbrugerne forventer, at lønningerne også i fremtiden vil fortsætte med at falde, vil den økonomiske aktivitet nemlig bremse endnu mere op.

Også dårlig forretning for erhvervslivet
Der er dog givet nogen, der mener, at det vil være en fordel, hvis både de danske lønninger og priser falder - det skulle nemlig kunne give virksomhederne nogle konkurrencemæssige fordele, særligt på eksportmarkederne. Men sådan er det ikke. De mulige fordele vil være små, hurtigt forsvinde, og blive overskygget af større ulemper.

For også virksomhederne har masser af gæld. Og da den er optaget i nominelle priser, vil den stige som en andel af virksomhedernes indtægter. De skal ligeledes betale af på deres fremmedfinansiering, men skal nu gøre det med dem mindre omsætning, som de faldende priser giver. Så på trods af lavere lønomkostninger vil de alligevel opleve, at deres overskud bliver mindre. De vil derfor givetvis vente med at foretage større investeringer. Det er endnu en kold spand vand i hovedet på den økonomiske aktivitet og vil betyde mindre konkurrenceevne på lang sigt.

Derudover er der ikke mange eksportperspektiver midt i en global krise, hvor verdenshandlen alene i år falder med 10-15 procent. Så selvom Danmark er en åben økonomi, der handler med resten af verden, er det åbenlyst, at vi ikke kan eksportere os ud af krisen. Dansk eksport er allerede faldet drastisk og reducerede lønomkostninger vil ikke kunne vende denne udvikling.

Deflationsmonstret spøger igen
På lang sigt er den største trussel i den aktuelle krise, at de rige lande bliver fanget i deflation, med faldende lønninger og priser. Det er tydeligt, at vi ikke er langt fra den afgrund. Det ses eksempelvis i USA, hvor nobelprisvinderen Paul Krugman har advaret om, at lønudviklingen befinder sig på det laveste niveau, der nogensinde er blevet registreret.

Det er i sig selv en stor udfordring. Men det er ekstra problematisk, når lønnedgangen understøttes fra politisk hold. Det er der også talrige tilfælde af nu: fra den amerikanske og canadiske bilindustri, hvor reducerede lønninger har været en del af redningspakkerne, til de baltiske lande, hvor Letland og Litauen skærer de offentlige lønninger med tocifrede procentsatser. I den aktuelle krise bør regeringerne sikre, at vi ikke havner i en negativ lønningsspiral. Det er stort set deres vigtigste opgave. Men det er vist ikke gået op for særlig mange af dem.

I Danmark lader det til, at det er blevet ved intentionerne om at skære i lønnen. Tal fra Dansk Industri viser, at det er under én procent af de ansatte, som har forhandlet løn i år, der er gået ned i løn. Det er godt, at det ikke er flere. Men når erhvervslederne begynder at tale om, at deres ansatte må forberede sig på lavere lønninger, er der behov for at advare mod generel lønnedgang som krisestrategi. Det er ingen redning, men vil kun gøre krisen værre.