Kickstart din kulturnat sammen med Cevea!
Cevea inviterer til debatarrangement om internationale tænketanke og nettets muligheder for at blive mødested for det 21. århundredes politikudvikling
D. 9. oktober lanceres Ceveas nye hjemmeside, og i denne anledning sætter vi fokus på politiske tænketanke og internettet som to nye platforme for politisk debat anno 2009. Den nye hjemmeside bringer med blogindlæg og politisk debat mellem brugerne for alvor Cevea ind i web 2.0’s interaktive verden. Men hvilke muligheder og begrænsninger har nettet for at flytte politikudviklingen væk fra de mere etablerede fora? Hvad bidrager politiske tænketanke internationalt set med i fastlæggelsen af den politiske dagsorden?
Til at besvare disse spørgsmål og mange flere har Cevea spurgt om to af landets skarpeste analytikeres svar på diskussionen. Ove Kaj Pedersen, professor ved CBS og er landets førende forsker inden for internationale politiske tænketanke, vil bidrage med indblik i, hvordan internationale tænketanke opererer og sammenligne tendenserne fra udlandets med de danske. Morten Gade, kommunikationsrådgiver for Bysted og ekstern lektor ved IT-universitetet, vil komme med sin analyse af nettets potentiale for at agere som fremtidens mødested for politisk debat og vil samtidig vurdere, hvad web 2.0 vil have af betydning for politikdannelsen. Ordstyrer og moderator for debatmødet er Ceveas direktør Jens Jonatan Steen.
Debatarrangementet finder sted d. 9. oktober 2009 fra kl. 15.15-17.00 på PH-caféen, der ligger på adressen Halmtorvet 9a, 1700 København V. Efter kl. 17.00 byder Cevea på et glas boblevand og snacks, hvor vi i fællesskab kan afslutte ugen på en hyggelig måde.
Det er gratis at deltage i arrangementet – du skal blot tilmelde dig på tilmelding@cevea.dk
Arrangementet er lavet med støtte fra Nævnet til fremme af debat og oplysning om EU.













