Visne Roser?

I modsætning til Danmark har arbejderbevægelserne i Norge, Sverige og Finland fastholdt deres tætte samarbejde med Socialdemokraterne. Hvordan kan det være? Vision har spurgt SAMAK-generalsekretæren, Peter Palshøj.

Jeg fanger ham i taxaen. På vej fra Holstebro til Karup. Endnu en travl dag for den mest nordiske socialdemokrat, Peter Palshøj.

Palshøj er generalsekretær for SAMAK – Arbejderbevægelsens Nordiske Samarbejdskommitté– en slags Socialdemokratisk Kalmarunion. Den blev stiftet i Göteborg i 1886 og har haft stor indflydelse som koordinering mellem de nordiske arbejderbevægelser.

Her sidder LO og Socialdemokraterne stadig ved samme bord. I øvrigt sammen med de nordiske søster-organisationer. SAMAK har haft et stor indflydelse på udviklingen af de nordiske velfærdsstater, for det er her man har udvekslet ideerne om de verdenskendte nordiske velfærdsstater.

Jeg vil gerne vide hvorfor de svenske og norske arbejderbevægelser kan fastholdes, når det nu er gået så skidt i Danmark?

Palshøj tygger lidt på den: ”En af de allervæsentligste forskelle er, at LO-medlemmerne i Norge, Finland og Sverige med større overvægt stemmer på Socialdemokratiet."

Det andet punkt han nævner er, at det danske arbejdsmarked er det mest overenskomststyrede af de nordiske, uden væsentlig indflydelse fra staten. I både Norge og Sverige spiller staten en central rolle i arbejdsmarkedslovgivningen indenfor områder som arbejdstid, barsel eller pension.

Efter en kort pause siger han: ”Ja, så skyldes det nok også de politiske koalitioner, der har præget Danmark i 1990erne. Socialdemokratiet gik i regering med tre borgerlige partier i 1993 (Det RadikaleVenstre, Centrum Demokraterne og Kristeligt Folkeparti). Det gjorde det vanskeligt at tage fuldt hensyn til LO.

I Sverige har SAP bygget deres regeringer på et-parti styre, hvor de ikke har skullet tage hensyn til nogle borgerlige partier. I Norge er det lidt det samme, og her støtter LO-N Stoltenbergs venstrekoalitionen.

”Begge parter i Danmark har nok været mindre opmærksomme på dialogen end de har i de andre lande,” siger han. Men understreger at det jo ikke fordi der ikke har været konflikter i de andre nordiske lande – dem har der været mange af og til tider voldsomme. Men alligevel har de andre nordiske arbejderbevægelser fastholdt sammenholdet mellem partiet og fagbevægelsen, for de har været meget bevidste om udsigterne.

Rosernes krig

I 1990erne oplevede man i Sverige det man kalder Rosernes Krig. Der var store uenigheder mellem den socialdemokratiske regering og LO-S. I 1991 ophørte LO's medlemmer med automatisk medlemskab af SAP. Dobbeltmedlemskabets ophør betød at SAP mistede mange medlemmer. LO-S ledelsen gik i protest mod SAP-regeringens politik gennem Stockholms gader og stoppede ud for SAPs hovedkvarter.Det var for at markere overfor SAP at nu var det nok.

I Norge oplevede arbejderbevægelsen efter valgnederlaget i 2001 det samme som i Danmark. Forholdet mellem det norske Arbeiderparti og LO-N var meget dårligt, men man valgte i 2002 at forstærke samarbejdet.

Det betød for det første at LO-N's repræsentanter genindtrådte i Arbeiderpartiets Hovedbestyrelse. Man forstærkede den fælles politikudvikling, specielt ift.arbejdsmarkedspolitikken. Man kom frem til den løsning at LO-N før valgene i 2005 og 2007 lavede medlemsundersøgelser, hvor de har stillet deres medlemmer over 40 spørgsmål. Derefter lavede man så et hakkesystem hvor medlemmerne så kunne se, hvem de var mest enige med.

Oveni det er Stoltenberg mødt frem på LO-N kongressen for at fortælle de faglige hvad Arbeiterpartiet har redegjort for den arbejdsmarkedspolitik som regeringen har ført de seneste år.

Man kan sige at det var for at ansvarliggøre Arbeiterpartiet på den ene side, mens det på den anden var at vise LO-N medlemmerne hvor de fik mest politik.

Er slaget så tabt i Danmark?

Nej, det mener han ikke. Men arbejder bevægelsen må fokusere på dialog:

”Det er vejen frem til et nyt samarbejde i Danmark. I dag er der gang i en dialog mellem partiet og fagbevægelsen. Det giver et nyt perspektiv for samarbejdet i de kommende år,” påpeger han.

I det hele taget mener han, at socialdemokrater uden fagbevægelsen bliver til en folkebevægelse for de dårligst stillede:

”Social indignation er en vigtig del af den socialdemokratiske sjæl, men det andet ben handler altså om almindelige lønmodtageres arbejdsliv og tilværelse.”

Han påpeger, at hvis der mangler dialog med fagbevægelsen, så halter socialdemokraterne. Og det samme gør fagbevægelsen uden socialdemokraterne.

”Uden socialdemokraterne kommer de i længden til kort overfor de borgerlige. Det seneste eksempel er jo de borgerliges forsøg på at angribe dagpengene, samtidig med at danske lønmodtagere og virksomheder oplever årtiers værste økonomiske fald."

Besvarer det hvorfor den danske arbejderbevægelse er visnet? Ja, delvist – men skal roserne blomstre igen er det væsentligste ikke formelt samarbejde, men at påvise gensidige interesser.

I Norge har Stoltenberg og den rød-grønne koalition lige vundet fire år mere ved magten. I sejrstalen hyldede Stoltenberg norsk LO. Alliancen er sikret, og til begges fordel.

Fakta:

SAMAK samler de socialdemokratiske arbejderbevægelser i norden. Medlemmerne er de Socialdemokratiske
partier i Sverige, Danmark, Norge, Finland, Island, Grønland, Færøerne og Ålandsøerne og LO i Norge, Sverige og Danmark samt SAK i Finland og ASI på Island.

SAMAK har hovedkontor på Danasvej i København – samme sted som Socialdemokraterne, DSU, Frit Forum og Dansk El-forbund.

CARMA
Har løbende undersøgt hvordan LO-medlemmerne stemmer. I 1992 stemte 71 procent af LO-medlemmerne til venstre for midten (S-SF-Enhl), mens 29 procent af LO-medlemmerne stemte på borgerlige partier (heraf 7 procent på RV-KD-CD; 22 procent på V-K-Fremskridtspartiet)

I 2002 stemte 48 procent af LO-medlemmerne til venstre for midten (S-SF-Enhl) og 52 pocent på borgerlige partier (Heraf 7 procent på RV-KD-CD, 46 procent på V-K-DF)

En Gallup-undersøgelse fra 2005 viste, at et flertal på 45 procent af LO-medlemmerne ville stemme på blå blok (V-KDF-KD), mens 43 ville stemme rød blok (S-SF-Enhl-RV), med 12 procent tvivlere.

Hvis tallene står til troende er LO-medlemmerne altså blevet markant mere borgerlige siden 1990erne, og de borgerlige bevarer stadig et smalt flertal blandt arbejderne.