Cevea: Klassekampen lever

Publiceret: 01.05.2009

Ny undersøgelse fra centrum-venstre tænketanken Cevea viser, at et flertal af den danske befolkning anno 2009 trodser samfundets individualisering. Hele 61,8 procent kræver ifølge undersøgelsen fra analyseinstituttet Interresearch flere politikere der tør tale om klassekamp.

Den nye undersøgelse taler sit tydelige sprog; 68 % af danskerne mener således, at der er betydelige klasseskel i Danmark. 66,3 % mener ikke, at de er gammeldags. Klassekampen lever således bedste velgående og gælder faktisk helt ind i de borgerlige rækker, hvor hele 69,3 procent af DF's vælgere mener, at der behov for politikere, der tør tale om klassekamp.

At et så stort flertal af danskerne stadig føler og oplever, at der i et samfund som det danske er store klasseforskelle, bør give anledning til politisk eftertanke, mener direktør for centrum-venstre tænketanken Cevea Jens Jonatan Steen: "Når et massivt flertal af danskerne mener, at klasseskellene er forøget de sidste 10 år, er der noget helt galt. I Cevea mener vi, at danskernes klare budskab viser særligt to ting. For det første at den borgerlige regering har haft en vis succes med at skjule det faktum, at forskellen i menneskers livsmuligheder er blevet øget gennem de senere år. Og for det andet, at centrum-venstrefløjen skal fortsætte med sætte turbo på diskussionen af omkring den nye ulighed og øgede klasseskel".

Danskernes opfattelse af øgede klasseskel i Danmark bekræftes af bl.a. gini-koefficienten, der fra 2001-2006 er steget med 6,6 % fra 21,4 til 22,8. Det skyldes blandt andet, at de rigeste 10 % af danskerne har fået over 60.000 kr. mere til forbrug i perioden mens de fattigste 10 % kun har fået omkring 2.200 kroner mere.

Jens Jonatan Steen tilføjer, at han og Cevea ser frem til at følge dagens 1. maj-taler, som han håber, vil puste liv i debatten omkring klasseforskel i det danske samfund. "Cevea kræver ikke den marxistiske klassekamp om udbyttere og udbyttede tilbage, men mener, at emnet langt fra er uddebatteret. Den moderne klassekamp handler om at centrum-venstre skal sætte fokus på de sociale og særligt kulturelle barriere, som fortsat forhindrer udviklingen af et samfund med lige muligheder ".