Revolutionér markedet

 I 1997 blev Tony Blair premierminister

i Storbrittanien på en kampagne omden socialdemokratiske middelvej. Densåkaldte ”Den tredje vej” skulle angiveligtbygge bro mellem højre og venstre,mellem liberalisme og socialisme, vækstog social retfærdighed. Der var tale omen middelvej „uden nogen bagage af enideologisk slags“, som Blair selv udtryktedet efter sin tredje valgsejr i 2005.Men ”Den tredje vej” faldt ud til fordelfor markedet og de kortsigtede gevinster.Det massive fokus på liberaliseringer ogmarkedsliggørelse har været medvirkendetil at skubbe England mod afgrundensrand, hvor man har været nødt til atnationalisere dele af banksektoren, sænkerenten og devaluere pundet. For at sigedet lidt firkantet, var den tredje vej en vejmod liberalisme.Blairs tredje vej blev altså aldrig tilden gyldne mellemvej, som progressiveover hele verden havde håbet på. En af destålsatte kritikere af den herskende formfor kapitalisme, som den tredje vej byggedepå, er nobelpristageren MuhammedYunus. Ifølge Yunus handler den nye vejnærmere om at mennesker begynder atinvesterer uden udsigt til personligt afkastud fra et uselvisk mål om at hjælpe voresmedmennesker. Løsningen er altså i ligeså stor grad at motivere folks altruistiskeaspirationer gennem samfundsværdier,som det handler om at kontrollere mennesketsegoistiske tendenser gennem denmarkedsregulerende stat.Bæredygtighed og socialt engagementMen hvordan gør man det? Umiddelbartfalder ens tanker på DRs Danmarksindsamling,der igen i år kunne melde omrekordstor indsamlingssum, eller påDansk Røde Kors Landsindsamling, derkan melde om flere indsamlere år for år.Men selvom disse forhold siger nogetpositivt om udviklingen i den danske”godheds-industri”, så kan de på ingenmåde begrænse cowboy-kapitalismen ellerafværge konsekvenserne af finanskrisen.For at opnå dette, skal bæredygtighedenifølge professor Lars Hulgård fra RoskildeUniversitet tænkes ind i virksomhedsdriftenpå alle niveauer: „Der er simpelthenbrug for en revolution af markedet, som viCivilsamfundet og de sociale værdier skal indtænkesi virksomhedsdriften. Kun derved kan vi nå målet ombæredygtighed og social retfærdighed.kender det i dag.“ Han mener endvidere,at det bærende element i det revolutioneredemarked skal være det, der indenforfaglitteraturen kaldes socialøkonomiskevirksomheder. Disse virksomheders eksistensgrundlager bæredygtighed og socialtengagement, ikke profit, hvilket kommertil udtryk ved, at den profit de skaber, geninvestererde enten i virksomheden eller iandre sociale eller bæredygtige projekter.Et eksempel på en succesfuld bæredygtigvirksomhed er Merkur Bank. Medstifterog direktør, Lars Pehrson, forklarersuccessen: „Vores formål er jo at påvirkesamfundet i en mere bæredygtig retning.Men samtidig skal vi selvfølgelig ogsådrive en forretning. Og det er den herkombination, jeg tror, der er mange, dergodt kan se det fornuftige i. Det er jo ikkepå grund af moral, at vi driver en bæredygtigbank. Det er tværtimod ren og skærlogik. Hvis vi anerkender, at alle menneskerpå jorden har ret til at være her, såmå vi jo også drive vores virksomhed påen måde, der inddrager det lange sigt oggiver mulighed for, at der også i fremtidener plads til os alle sammen.“Hvor andre danske småbanker entenhar været presset på likviditeten eller erbukket helt under, så er Merkur Bank ogandre bæredygtige banker som AndelskassenOikos og Bank Med Hjerte Bankenkommet styrket ud af krisen. Det skyldes,at de laver mere sikre, sociale og bæredygtigeinvesteringer, og, som Lars Pehrsonudtrykker det, så har „Merkurs kunder ogandelshavere taget et valg. Derfor kan viogså fortælle dem, at afkastet måske bliverlavere i en periode, hvis de økonomiskeomstændigheder ikke er favorable, udenat de sælger deres andel til fordel for mereprofitable investeringer“.Rammebetingelser er afgørendeDet betyder dog ikke, at Lars Hulgårdmener, at de socialøkonomiske virksomhederkan stå alene. De traditionelle,profitsøgende virksomheder som Danoneeller SAS, der har stærke elementer afCorporate Social Responsibility (CSR),skal nemlig stadig spille en vigtig rolle.„Det vigtigste er, at de traditionellevirksomheder investerer dele af deresoverskud i socialøkonomiske virksomhederfor derved at fremme den bæredygtigesektor og den nye økonomi,“ sigerLars Hulgård.Og det er netop det, virksomheder somDanone gør ved at støtte MuhammadYunus’s Grameen Bank eller SAS ved atvære hovedsponsor for Red Barnet. Tidligereadministrerende direktør for SAS,Susanne Larsen, begrunder samarbejdetmed „at det selvfølgelig motiverer medarbejderneog giver dem en identifikationmed virksomheden. Men samtidig menerjeg også, det er en stor virksomheds pligtat tage et socialt ansvar.“ Hun mener endvidere,at det bedste staten kan gøre for atfremme CSR i det private erhvervsliv erat regulere mindre, fordi virksomhedernegerne selv vil, men afskrækkes, hvis derfølger en række dokumentationskrav, procesreguleringosv med. Til gengæld menerhun, „at de socialøkonomiske virksomhederselv skal være mere opsøgende, fordidet jo ikke er det, der er virksomhederneshovedfokus i dagligdagen“.For både Lars Hulgård og Lars Pehrsoner det til gengæld helt afgørende, at dergribes ind fra statens side, så der skabesde rigtige rammebetingelser for de socialøkonomiskevirksomheder. Som LarsPehrson udtrykker det: „Bæredygtighedindebærer, at man indregner de langsigtedeomkostninger ved virksomhedsdriften.Og det er netop det, mange traditionellevirksomheder undlader. Derfor skal detraditionelle virksomheder beskatteshårdere, så noget af det overskud de harmulighed for at erhverve sig ved at tænkekortsigtet, kan komme samfundet til godeog bruges til at styrke bæredygtighedenandre steder i samfundet. Herved udlignesden konkurrenceforvridning også, sombestår i, at der er flere omkostninger vedat tænke langsigtet, ved at være bæredygtig,end der er ved at tænke kortsigtet.“Som et eksempel på, hvordan de rigtigerammebetingelser kan etableres, nævnerLars Hulgård den engelske ordning,Community Interest Company (CIC), dersiden den blev indført i 2005 har haften buldrende succes med over 2.000virksomheder, der har registreret sig somCIC-virksomheder. Hulgård forklarer: ”Tilgengæld for at forpligtige sig til at geninvistereprofit og arbejde for et socialt mål,slipper CIC-virksomheder for at skullebetale en række afgifter og opnår samtidigadgang til nogle statslige puljer.Selvom der også har været noget kritikaf ordningen, og jeg selv har set CIC-virksomheder,der ikke har levet op til deresmålsætninger, så mener jeg, CIC er et godteksempel på, at man i England anerkenderde socialøkonomiske virksomheder på enhelt anden måde end vi gør i Danmark.”En anden mulighed, som Hulgårdnævner er, at det offentlige i videreudstrækning kan indgå partnerskab medde socialøkonomiske virksomheder om,at få løst samfundsrelaterede opgaver, foreksempel gennem selvejende institutioner.Her er Lars Pehrson enig: „Vi skal haveopgaveløsningen tilbage i fokus. Det er joren ideologi, når børnehaver eller sygehusebliver udliciteret til private, der skaltjene penge på det. Tag elsektoren somet eksempel: El er blevet dyrere, efter dethele er blevet privatiseret. Det er simpelthenen uvedkommende faktor, at der skaltjenes penge på at levere grundlæggendevelfærdsydelser.“En ny platform?Det er dog ikke en ny pointe, at den frivilligesektor er bedst til at løse samfundetssociale problemer. Traditionelt har deborgerlige og religiøse kræfter ment atcentralstaten var af det onde, hvorfor familien,lokalsamfundet og almissen skullevaretage de sociale opgaver. Heroverforhar den brede venstrefløj traditioneltkæmpet for en stærk stat, der kunne levereuniverselle sociale ydelser, så individetkunne bryde fri af de undertrykkendebånd, som netop familien, lokalsamfundetog almissen underlagde (specielt) demindrebemidlede. I tråd med dette erdet heller ikke så mærkeligt, at et megetliberalt land som England har mange fleresocialøkonomiske virksomheder og søgerat fremme disse i større grad, end vi gør iDanmark, fordi civilsamfundet traditionelthar løftet en større del af den sociale byrdei England, mens det i større grad har væretstatens ansvar i Danmark. Effekterne afat frivillige organisationer tager en størredel af ansvaret i England er blandt andet,at ydelser varierer meget mere på tværs aflokalområder, og at de nogle steder ikkelever op til den høje standard, vi kenderfra det offentlige i Danmark.Lars Hulgård medgiver, at der er enproblemstilling nogle steder i forhold tilkvaliteten, og at det offentlige ikke har desamme rettigheder i forhold til kontrol ogeftersyn, som hvis opgaverne var varetagetinden for offentligt regi. „Men vi må erkende,at der de sidste mange år har væreten global tendens mod at nedtone statensrolle. Derfor bliver de socialøkonomiskevirksomheder et vigtigt alternativ til ikkebare profitdrivende virksomheder, menogså til det offentlige. Og så må offentlighedensåvel som staten holde virksomhederneop på, at de skal have megetekspliciterede værdigrundlag samtidigmed at både brugerne og medarbejderneskal have en stor grad af medindflydelse.Det handler om, at de socialøkonomiskevirksomheder kan være mere responsive,mere demokratiske, end det offentlige. Ogdet vil skabe variation på tværs af lokalområder,men på den anden side går den dominerende dagsorden i dag på innovation.Ved at der er mange små udbydere,og at disse er meget responsive, kan detvære med til ikke bare at opnå minimumsstandarderne,men til hele tiden atvidereudvikle og forbedre de pågældendesocialøkonomiske virksomheder og denydelse de leverer.“Selvom der altså er en risiko for, atdenne nye, socialøkonomiske vej kan blivefordrejet væk fra et socialt sigte, som detet sket med ”Den tredje vej”, ser Lars Hulgårddet ikke som noget, man nødvendigvisskal være bange for. Tværtom menerhan, at de politikere, der tør tage teten opog tale sagen, med alt hvad der hører til afsocialøkonomiske virksomheder og CSR– af sociale bevægelser – de politikere vilfå en stærk platform i debatten. Og LarsPehrson er enig: „Politikere tør jo ikkegøre noget, der går imod vælgerne. Mendet handler om, hvordan man siger det.Og jeg tror, der er mange, der gerne viltage et ansvar for det fælles og for fremtiden.Den her krise har jo lært os, at vihidtil har trukket på kapitalen frem for atleve af renterne. Det tror jeg, vi skal læreaf, og så skal vi skabe en begejstring for debæredygtige, fremtidsskuende løsninger.“