Nedenstående er et uddrag fra artiklen 'Vækstpagt giver ikke stjernestund for Thorning' den 29.06. i Berlingske Tidende, hvor blandt andet Ceveas direktør Kristian Weise blev interviewet.
Det er de socialdemokratiske paroler om vækst og beskæftigelse, der præger EUs topmødeerklæring, men selv om det er en succes for Helle Thorning-Schmidt ( S), kaster konklusionen ikke stjernestøv på den danske statsminister og varetager af EU-formandskabet.
Dertil er den europæiske vækstpagt for lille og Thornings rolle for ydmyg, vurderer direktør i centrum-venstre tænketanken Cevea Kristian Weise.
»Jeg synes ikke, det er nok. Det batter ikke tilstrækkeligt,« siger han om EU-ledernes aftale om en vækstpagt«
Små 900 mia. kr. skal sætte skub i den skrantende europæiske økonomi, men reelt er det kun 75 mia. kr., der er nye penge. Det største bidrag kommer fra EUs strukturfonde, der allerede er sat af til nye initiativer.
Helle Thorning-Schmidt præsenterede i går vækstpagten som »et lys i mørket«, der ikke vil løse alle problemer, men »selvfølgelig vil sætte gang i Europa«. Hun har siden starten af januar talt for, at EU skal gå på to ben med fokus på både budgetdisciplin og vækst, men ifølge Kristian Weise er det netop de stramme budgetkrav, som den tyske kansler, Angela Merkel, gennemtrumfede med helhjertet støtte fra den danske regering, der nu spænder ben for væksten.
»Selvfølgelig skal man have blik for begge dele, men man skulle have haft mere blik for timingen,« siger Kristian Weise.
Kristian Weise mener ellers, at Helle Thorning-Schmidt har været for »konsensussøgende« som EU-formand.
»Det havde været gavnligt, hvis den danske regering havde sagt, at i Danmark bruger vi offentlige investeringer til en kickstart, og det bør vi også gøre her,« siger han.