Regeringen har argumenterne klar, når den skal begrunde, hvorfor det er nødvendigt med en stram europæisk finanspagt. Der skal styr på gælden og landene skal ikke bruge flere penge end de har. Men den retorik er farlig ifølge direktør for Cevea, Kristian Weise.
" Det er, som om den økonomiske visdom er vendt på hovedet, fordi der nu tales om, at den eneste måde, man kan være økonomisk ansvarlig på, er at have total balance i sine budgetter. Her må man sige, at det er mindst lige så ansvarligt — eller faktisk mere ansvarligt — at investere i de ting, som skaber fremtidens vækst, og som sørger for, at man har et stærkt samfund"