Årets Idealist 2011

06-12-2011

Årets Idealist 2011 kåres i denne uge

Tænketanken Cevea kårer endnu engang Årets Idealist. Det sker i samarbejde med Huset i Magstræde og analyseinstituttet Interresearch torsdag d. 8. december. Tidligere vindere af prisen er Søren Pind, Hans Jørgen Bonnichsen og Vibe Klarup Voetmann.

”Det er vigtigt at få idealismen tilbage i dansk politik. Det idealistiske udgangspunkt for politikken må ikke træde i baggrunden for flygtige meningsmålinger. Men lige netop det er en tendens, som er blevet forstærket. Det udvander den politiske debat og kan på sigt føre til politikerlede. Og det vil være en trussel mod demokratiet”, siger Kristian Weise, direktør for Cevea.

I en ny Cevea-meningsmåling foretaget af Interreseach taler tallene også deres klare sprog. 75 pct. af danskerne mener, at for mange politikere tilpasser deres politik efter meningsmålinger. Kun 9 pct. er uenige eller meget uenige i udsagnet.

”Det er vigtig for os at værne om idealismen. Det gør vi med Årets Idealist 2011. Idealismen skal stå stærkt, klart og tydeligt, så vi ikke farer vild i politikken. Vi har i den grad brug for idealisten som forbillede”, understreger Kristian Weise.

Årets idealist vælges af et tilfældigt udsnit af den danske befolkning. En gruppe af meningsdannere, bl.a. Bo Lidegaard, redaktør for Politiken, og Lizette Risgaard, næstformand for LO, har nomineret dem, de fem personer, som danskerne skal vælge mellem.

I tilfældig rækkefølge er de fem kandidater: Forfatter og samfundsdebattør, Carsten Jensen, journalist og kanalredaktør, Mikael Bertelsen, landssekretær for Ungdommens Røde Kors, Rasmus Grue Christensen, journalist og debattør, Lars Olsen, og politisk ordfører for Enhedslisten, Johanne Schmidt-Nielsen.

Ved uddelingen af prisen vil der være en debat om den nye regerings idealer for Danmark. Det samlede program ser ud som følgende:

16.00 - 16.15    Velkomst ved Kristian Weise, direktør for Tænketanken Cevea

16.15 - 16.30    Tale ved sidste års modtager af prisen Årets Idealist, Vibe Klarup Voetmann, direktør for Danner

16.30 - 17.00    Overrækkelse af prisen Årets Idealist 2011, motivation af vinderen og tale ved denne

17.00 – 18.00   Debat om den nye S-R-SF-regerings store idealer for Danmark ved formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom Peter Hummelgaard, politisk ordfører for Det Radikale Venstre Marianne Jelved samt ubekræftet politisk kommentator

Arrangementet foregår i Huset i Magstræde, Rådhusstræde 13, 1466 København K.

For yderligere info:

Kristian Weise, direktør for Cevea, kw@cevea.dk, tlf. 4177 4570

Tema: