
Tænketanken Cevea mener, at der er gode elementer i skatteaftalen mellem Regeringen og Venste og De Konservative, men at de overskygges af det, V og K har taget som pris for at være med i aftalen:
Kristian Weise, direktør for Cevea, udtaler:
"Det er skuffende, at Venstre og Konservative endnu engang har held med at frede boligejerne. Det er murstensmillionærerne, der er den store vinder i denne reform. Og det er de arbejdsløse, der betaler for det. På trods af at alle økonomer anbefaler, at man øger ejendomsbeskatningen eller fjerner statstilskuddet til boliggæld, er de små fremskridt på dette område, som regeringen lagde op til, røget ud af den endelige aftale".
"Regeringen har sagt, at den vil måles på dens evne til at reducere uligheden i Danmark. Men med denne aftale har den givet sig selv minuspoint på den front. For både øgningen af beskæftigelsesfradraget, den højere topskattegrænse og udhulingen af overførselsindkomsterne øger uligheden. Og det der kunne have trukket den anden vej - ikke mindst det mindre fradrag for renteudgifter - er forsvundet i den endelige aftale."
"Skatteaftalen har fokuseret for meget på, at den skulle øge udbuddet af arbejdskraft. Det er særligt det, der bruges som argument for at øge grænsen for, hvornår man skal betale topskat. Men grundlaget for denne vurdering er meget tyndt. De sidste 10 år er skatten blevet sænket 3 gange, men uden at det har fået danskerne til at arbejde mere. Og selv hvis det virker, er det ikke den rette medicin i en tid med stigende arbejdsløshed og udsigt til flere magre år."
"Det er dog positivt, at man letter skatten på det, vi gerne vil have mere af: arbejde. Og særligt det øgede beskæftigelsesfradrag tilgodeser de mennesker, der blev overset under Fogh og Løkke. Derfor er det også dobbelt ærgerligt, at alternativet - det skatten skulle flyttes til, nemlig mursten - ikke er med i aftalen."
"Alt i alt er det paradoksalt, at man bruger økonomiske hensyn og argumenter for at reducere overførselsindkomsterne, men undgår det, som der er allerflest økonomer, der mener er fornuftigt: at øge skatten for de rigeste boligejere. Det fortæller noget om, at det for tiden åbenbart er politisk nemt at ramme de svageste, mens man deler gaver ud til de fleste andre."
Yderligere oplysninger, Kristian Weise, mobil: 4177 4570